Dan Holt Jensen forklarer lidt om strategien her (og en eller anden kalder i kommentaren strategien for en "gal mands værk", sikke dog en tåbe:-).
Der er udskiftning i gang i toppen af det republikanske parti
Rumsfeld er ude. Hastert har valgt ikke at genopstille som leder for minoritetspartiet i Huset (Det vil sige som Minority Leader. Eller Minority Speaker, som det hedder på Fox News). Og som David lige har beskrevet, skal partiet også til at finde en ny formand for partiorganisationen efter Ken Mehlman er blevet fyret. På den anden side af den politiske afgrund, er man hos Demokraterne blevet glade for sin egen formand, Howard Dean. Det er ganske ironisk, fordi Mehlman faktisk indtil i tirsdags blev betragtet som en nogenlunde succes, mens Dean er blevet kritiseret fra alle sider i sine 18 måneder på posten.
Et eksempel på den kritik kom i sommers fra Ken Mehlmans forgænger, Ed Gillespie, i bogen "Winning Right":
”From his first day in the job, he has given voice to a very angry segment of the Democratic Party, saying: "The Republican Party is basically a White Christian party," [...] and "I hate Republicans and everything they stand for. "I can only respond by saying, "I love Howard Dean," As outgoing chairman of the Republican Party, I didn't get to pick the next chairman of the Democratic Party. But if I did, I'd have picked Howard Dean.”
Dean var heller ikke elsket i sit demokratiske bagland. Dele af det etablerede parti var ikke glade for den anti-Washington kampagne, han førte ved primærvalgene i 2004, og græsrødderne, som støttede ham dengang, var utilfredse med, at han havde "solgt ud" til Washington.
De græsrødder (eller netrødder, som de også hedder i dag) skreg på en fælles demokratisk platform, som Dean ikke syntes at kunne levere.
Mange demokratiske kandidater desuden utilfredse med Deans "50-State Strategy", som i mange tilfælde betød færre økonomiske tilskud til deres kampagner fra den nationale partiorganisation. Kort sagt: Dean havde indtil for nogle få måneder siden ikke mange venner.
Med valgsejren forleden er Deans 50-statsstrategi dog blevet meget mere populær: Idéen er at sprede partiets organisation og økonomiske midler ud over hele USA i stedet for at koncentrere dem i de 30-40 stater, hvor man historisk har haft de bedste resultater. Dean har argumenteret for, at Demokraterne er inklusionens parti, og at man derfor bør være repræsenteret overalt. Og han har fremhævet, at man i ikke-repræsenterede områder giver Republikanerne mulighed for at definere demokraterne, når man ikke møder op og fortæller om sig selv.
Vejen frem med denne strategi var for Dean en genopbygning af Demokraternes organisation, og endemålet var en situation, hvor partiets kandidater havde en ærlig chance for at vinde valg i stater som Idaho, Colorado og Wisconsin. Den logiske konsekevens var naturligvis, at man på kort sigt var nødt til at trække midler fra de mere etablerede områder, og det var naturligvis grunden til meget af den modstand, jeg nævnte tidligere.
De sidste par dage har Dean fået venner igen -- han bliver af demokratiske medier hyldet for en langsigtet strategi, som med meget kort varsel synes at have resulteret både et flertal i Senatet og i et ekstrastort flertal i Repæsentanternes Hus.
Nu er udfordringen naturligvis for RNC (Republican National Committee) at finde en ny formand, som kan matche det momentum, Demokraterne har skabt. Det første spørgsmål for den nye Mehlman bliver, om han vil følge den 51%-strategi, som Karl Rove og Republikanerne har haft succes med i 2000, 2002 og 2004, eller om han ligesom Dean vil appellere bredt og forsøge at rekruttere nye vælgergrupper. Det er spørgsmålet "Tabte vi, fordi vi var for konservative, eller tabte vi, fordi vi ikke var konservative nok?".
Vil den nye formand ramme bredt, skal han have nationens minoritetsgrupper i tale. Og vil han blot konsolidere, er opgaven at få det kristne højre tilbage i folden, efter at en tredjedel af evangelikanerne ved valget i tirsdags sneg sig over til Demokraterne.
Roves mantra -- "51% af vælgerne er mere end nok" -- har virket før, men det er sårbart, og med det abstrakte udgangspunkt kan vi bare læne os tilbage og vente på, at præsidentvalgkampen bliver skudt i gang over de næste måneder.
3 kommentarer:
50 stats strategien har mange langsigede fordele, men man kan nu ikke sige den har virket i dette valg. Demokraterne vandt udelukkende deres sæder i stater, hvor de i forvejen havde en organisation.
Grunden til at 50 stats strategien kan vise sig at bære frugt er, at demokraterne kan vinde sæder til delstatsparlamenterne, der så senere kan blive valgt statewide, evt. som attorney genral, guvernører etc. og bruge det som springbræt til kongressen.
Hvis demokraterne virkelig vil gøre et stykke græsrodsarbejde, der rykker, skal de gå efter at overtage delstatsparlamenterne i stater som Ohio, Michigan, Pennsylvania, Florida - for at danne grundlag for en redistricting af kongresdistrikterne. Så vil der for alvor være bonus. Det giver ikke mening, at republikanerne har så mange kongresmedlemmer som i dag fra swingstater som Michigan, Ohio og Florida.
I hvor mange stater er det politikerne der står for tegning/redistricting og hvor mange steder er det "uafhængige" kommisioner mv, der tegner?
Fra Wikipedia:
"In 36 states, the state legislature has primary responsibility for creating a redistricting plan, in many cases subject to approval by the state governor. To reduce the role that legislative politics might play, 5 states (Arizona, Hawaii, Idaho, New Jersey and Washington), carry out congressional redistricting by an independent, bipartisan commission. Iowa and Maine give independent bodies authority to propose redistricting plans, but preserve the role of legislatures to approve them. Seven states avoid the issue completely because their low populations qualify them for only a single representative for the entire state; these are Alaska, Delaware, Montana, North Dakota, South Dakota, Vermont and Wyoming."
http://en.wikipedia.org/wiki/Redistricting#United_States
Send en kommentar