Viser opslag med etiketten McCain. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten McCain. Vis alle opslag

19.2.08

Tim Pawlenty – McCains loyale støtte som vicepræsidentkandidat

Selv da McCains kampagne i sommers lå i ruiner forblev Minnesotas republikanske guvernør Tim Pawlenty en loyal støtte for senatoren fra Arizona i hans kamp for at vinde nomineringen. Den beslutning ser lige nu ud til at have båret frugt for den 47-årige politiker der nu er den der oftest bliver nævnt når listen med mulige vicepræsidentkandidater bliver diskuteret.

Vin Weber, et tidligere kongresmedlem fra Minnesota der nu tjener sit daglige brød som lobbyist i Washington, er en af dem der fremhæver Pawlentys kvaliteter som vicepræsidentkandidat:

- Først og fremmest, hans alder er attraktiv, siger Weber med henvisning til de næsten 25 år der skiller Pawlenty og 71-årige McCain.

- For det andet, han er ikke fra Washington. For det tredje, han repræsenterer en del af landet som bliver en vigtig kampplads. Og så balancerer han fint ved på den ene side at være totalt acceptabel for den konservative fløj i det republikanske parti, men samtidig deler han nogle af maverick tanker med McCain.

Vin Weber er ikke Pawlentys eneste beundrer i Washington. Sara Taylor, en tidligere medarbejder i Det Hvide Hus og veteran fra begge Bush-Cheney kampagner havde følgende at sige om Pawlenty:

- Afgjort den stærkeste kandidat til at være running mate, siger hun til hjemmesiden Politico.com.

- Han er en konservativ, rock n’ roll republikaner og en modvægt til dem der tror at det republikanske parti kun består af gamle og rige, siger Taylor og fortæller en historie om at hun havde besøgt guvernøren på hans kontor i St. Paul hvor hun mødte en guvernør der sad og hørte Bruce Springsteen.

Mend er er en anden faktor der taler i Pawlentys favør, i modsætning til Vin Weber der ind til for nyligt var politisk rådgiver for Mitt Romney, så har guvernøren tidligt og meget aktivt støttet McCains kandidatur, han har hjulpet med at overtale flere af sine republikanske guvernørkolleger til at hoppe på McCain-vognen helt tilbage fra december 2006 og han forblev loyal gennem hele sidste år.

- Han holdt ved i tykt og tyndt, fortæller en af McCains toprådgivere Charlie Black der betegner ham som en ”rising star” i partiet, men minder lige om at McCain selvfølgelig slet ikke har tænkt den slags tanker endnu.

Men det er bare et spørgsmål om tid før McCain har fået fjernet sin sidste rival, Mike Huckabee, og dermed skal fokusere fuldt ud på valget til november og diskussionen vil naturligvis også handle om hvem der skal stille op sammen med McCain, et emne i den diskussion vil helt sikkert inkludere Pawlenty, knægten fra et arbejderkvarter i St. Paul, Minnesota der var den første i familien der fik en universitetsuddannelse, en juraeksamen fra det lokale universitet i Minnesota.

To ting har en tendens til at komme igen når man læser Pawlentys biografi: ”lastbilchauffør” og ”ishockey”.

Han mor døde af cancer da han var 16 og han voksede op i et arbejderkvarter sammen med fire søskende og en far der kørte med mælk og var organiseret i den berømte og berygtede amerikanske transportarbejderfagforening Teamsters.

Pawlentys ishockeykarriere toppede i high school, men guvernøren kan stadigvæk ses en gang imellem med skøjterne på sammen med tidligere hockeyspillere, og sammen med en sund interesse for fiskeri – det efter ishockeyen er Minnesotas store besættelse – har man billedet af en helt normal fyr fra det amerikanske øvre midtvesten.

Billedet som den almindelige mand fra forstæderne kombineret med praktiske politiske evner der har gjort det muligt for en forholdsvis konservativ to gange at blive valgt til guvernør i en rimelig venstreorienteret stat med lange progressive traditioner.

- Han er et fænomenalt talent, siger Lawrence Jacobs der er professor i statskundskab på University of Minnesota, der sammenligner ham med tidligere præsident Clinton:

- Han er helt Clinton-agtig når det handler om at fange et publikum. Det driver Demokraterne til vanvid.

En af dem der har arbejdet med og mod Pawlenty er Roger Moe, en veteran i Minnesotas politiske liv der har været leder af Demokraterne i delstatssenatet, mens Pawlenty var leder af Republikanerne i det lokale Repræsentanternes Hus.

- Politisk er han pænt dygtig, der kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, vurderer Moe der tabte guvernørvalget til Pawlenty i 2002 og fortsætter:

– Han er en kvik fyr og meget charmerende, det kan der (heller) ikke sættes spørgsmålstegn ved, siger Moe der vurderer at Pawlenty er blevet mere konservativ efter at han har fået nationale ambitioner.

Ligesom McCain er Pawlenty heller ikke en favorit blandt sine konservative partimedlemmer og i 2002 tabte han en prøveafstemning blandt partimedlemmerne om hvem der skulle være republikanernes guvernørkandidat til en mere konservativ modkandidat, inden han vandt ved et senere partikonvent og han var heller ikke i stand til at samle sine partimedlemmer om McCains kandidatur – Minnesotas republikanere ville hellere have Mitt Romney.

I tråd med sine rødder I arbejderklassen har Pawlenty populistiske træk I sin politik, han er bl.a. tilhænger af at tillade parallelimporteret medicin fra Canada, noget som de store medicinproducenter er meget stærkt imod, men overordnet har han en ganske konservativ ”record” som guvernør. Han har vedtaget en lov som sætter en venteperiode op for kvinder der vil have foretaget en abort og har fået vedtaget en opblødning af statens våbenlovgivning.

Ligesom McCain er det på miljøområdet og finanspolitisk at Pawlenty tiltrækker sig negativ opmærksomhed fra højrefløjen. Sammen med andre guvernører har han anerkendt problemet med global opvarmning og han har brugt meget af sin anden periode siden han blev genvalgt i 2006 til at fremme energibesparelser og har sat et mål op om at staten skal have 25 % af sin energi fra vedvarende energikilder i 2025.

På skatteområdet har han også gjort sig upopulær ved at hæve skatten på en pakke cigaretter med 75 cent for at få balance på budgettet.

Skatteaktivisten Grover Norquist anerkender at det var en enlig svale og giver Pawlenty kredit for ikke at have brugt sidste års tragiske brokollaps på Interstate 35W til at hæve skatterne. Et katastrofe som også på anden måde har hjulpet Pawlenty.

- Han gjorde alt det Bush ikke gjorde ved Katrina, vurderer statskundskabsprofessor Steven Schier, der dog betegner Pawlenty som at være mere en overlever end en der er gennemgående populær i en stat der ikke har stemt på en republikansk præsidentkandidat siden 1972. Flere af de citerede personer i artiklen er enige i at selv om Republikanerne stiller med Pawlenty så er det langt fra sikkert at staten bliver farvet republikansk rød på valgnatten. Men, siger Vin Weber, der vil i det mindste blive kamp om den.

Og det er fordelen ved Pawlenty, for han er den eneste Republikanske guvernør i den del af landet, demokraterne sidder på guvernørposterne i næsten alle de store stater i midtvesten: Ohio, Pennsylvania, Michigan, Illinois og Wisconsin så der er i virkeligheden ikke så mange emner at tage af, og medierne i Minnesota dækker også store dele af to andre vigtige stater langs Mississippi-floden: Wisconsin og Iowa.

Pawlenty selv har indtil videre forholdt sig tavs på spørgsmålet om vicepræsidentkandidat, men han opfører sig allerede mere eller mindre som om han var det, han har været tre gange i Iowa, to gange i New Hampshire, tre gange i Michigan og også besøgt Florida og Illinois. Han har også været ved telefonen og samlet både støtte og penge for McCain.

Det er på ingen måde sikkert at Pawlenty bliver vicepræsidentkandidat, men som en siger:

”Han ville give en balance på holdet i forhold til McCain der er gamle, støvet og kedelig. Tim er ungdommelig, udadvendt og meget karismatisk.”

Den originale artikel fra Politico.com

13.2.08

Hvem skal være McCains wingman

Hvem skal være den tidligere pilot John McCains wingman til november? Der er meget spekulation og endnu flere muligheder, men i virkeligheden er der kun en lille gruppe omkring McCain som måske kender svaret. Spørgsmålet er naturligvis blevet endnu mere aktuelt efter at McCain i nat vandt primærvalgene omkring Potomac-floden og nu matematisk ikke længere kan hentes af Huckabee.

Senator Lindsey Graham fra South Carolina har været McCains tro væbner siden han blev valgt til senatet i 2002 og igennem hele valgkampen har han været med kampagnen rundt, men der er vist ikke rigtigt nogen der tror, at den 52-årige ungkarl vil blive nummer to på stemmesedlen.
Er der to der har holdt sammen i primærvalgene så er det John McCain og Mike Huckabee. Selv om Huckabee kæmper videre sker det nærmest uden at han rigtigt går til sin modstander, men bare rejser rundt med sit eget positive budskab om at han er de konservatives valg.

Specielt i de mange tv-debatter har de to været et hårdtslående tag-team mod Mitt Romney. McCain har ikke behøvet at gå hårdt til sin nærmeste rival for det har han haft Huckabee til at gøre sit beskidte arbejde. Det har fået flere kommentatorer til at spekulere i om Huckabee i virkeligheden kæmper for at blive McCains vicepræsidentkandidat.

Amerikansk politik bliver ofte beskyldt for at være et kynisk og taktisk foretagende, men på Mike Huckabee virker det nærmest som om at han ikke har kunnet lade være med at gå til Mitt Romney, simpelthen fordi han ikke kan fordrage ham.

Den berømt og berygtede republikanske strateg Lee Atwater betegnede engang det republikanske parti som ”The Big Tent Party”, et bredt parti med højt til loftet for alle amerikanere der støttede lavere skatter og stærkere forsvar.

Det Republikanske Parti kan, meget overfladisk, deles op i tre store fraktioner, de religiøse abortmodstandere, de militaristiske og dem der bare ikke gide betale skat.

Den konservative kommentator og tidligere præsidentkandidatkandidat Pat Buchanon udtalte forleden, at med McCain og Hillary på stemmesedlen var der heldigvis en tredje mulighed: Pistolen på natbordet! Den ligeledes konservative kommentator Ann Coulter sagde at hun hellere ville stemme på Hillary end McCain. Heldigvis for de to kommentatorer ser det jo ud som om at de slipper for det valg – og så kan de jo stemme på Obama i stedet for.

Deres udsagn fortæller lidt om det forhold som John McCain har til visse grupper og personer på den yderste højrefløj i partiet, men andre med samme konservative observans som bl.a. tidligere vicepræsidentkandidat Jack Kemp, milliardæren Steve Forbes og pro-life aktivisten Gary Bauer har i den sidste uges tid stillet sig op bag McCain og der er en vis diskussion om hvor dybt hadet til McCain strækker sig. Exit polls fra de tidlige primærvalg viste i hvert fald, at store dele af både Romneys og Huckabees vælgere havde McCain som deres andetvalg.

Valgmatematik for viderekommende

Et amerikansk valg udkæmpes som de fleste er bekendt fra delstat til delstat om stemmerne i valgmandskollegiet. Man kan selvfølgelig bare gøre som Ronald Reagan gjorde i 1984, få et solidt flertal i vælgerbefolkningen og vinde 49 ud af 50 delstater. Det er dog svært at tro at Hillary eller McCain kan hamle op med The Gipper!

I tv-serien Præsidentens Mænd stillede republikanerne op med Senator Arnie Vinick fra Californien, der var skåret over John McCains profil. I den fiktive valgkamp mellem Vinick og Matt Santos udtænker hans kampagnechef en strategi som betyder, at Vinick kæmper om at vinde i alle 50 delstater (deraf navnet ”The 50-state Strategy”).

Det er naturligvis kun i fiktionens verden at den slags kan komme på tale, for der er bare nogen stater Republikanerne simpelthen ikke kan vinde et valg der højst sandsynligt bliver lige så tætte som de to foregående, men McCain og Hillary på stemmesedlen ændrer alligevel lidt på dynamikken. Kæmpestaterne Ohio, Florida og Pennsylvania vil helt sikkert blive centrale i valgkampen som de har været det de sidste mange gange, men McCains profil, økonomisk konservativ - social liberal, minder lidt om den man har i New England (uden for Massachusetts). Det sætter frihedselskende stater som Maine, New Hampshire og Vermont i spil. Et stort spørgsmålstegn kan umiddelbart sættes i velhavende New Jersey (USA’s svar på Amager), selv om staten har et pænt demokratisk flertal i kongresdelegationen, så har politikere med John McCains politiske udgangspunkt før kunne bryde Demokraternes magtmonopol.

Det hurtigst voksende område i USA (qua indvandring fra syd og pensionister fra nord) er ”South West”, staterne Arizona, New Mexico, Nevada og Colorado. Det er McCains hjemmebane og han burde have gode muligheder for at holde alle fire stater i den Republikanske kolonne i valgregnskabet, men han har haft overraskende svært ved at overbevise de republikanske vælgere udenfor Arizona om at han er deres kandidat – ikke mindst her fænger budskabet om McCain som McAmnesty godt. Han er simpelthen for soft on immigration.

Men hvad er mulighederne så:

Mulighed 1: En kvinde

Mange kvindelige vælgere vil kunne overvejes at stemme på Hillary fordi hun er kvinde, men Republikanerne kunne jo vise halvdelen af vælgerne at de faktisk også havde en kandidat til dem, ved selv at stille en kvinde op.

De to mest oplagte er Susan Collins og Olympia Snowe fra Maine. Begge trofaste McCain-støtter og to meget dygtige (de kan deres lovstof) og populære politikere hjemme i staten men som til gengæld har en voting record i Senatet der får McCain til at virke kulsort og ville får de delegerede på konventet til at gå bananas. Historien er det samme med Connecticuts umådeligt populære guvernør M. Jodi Rell, men hun har bl.a. skrevet under på en lov der giver homoseksuelle par samme rettigheder som heteroseksuelle. That’s a no go!

Så hvis det skal være en kvinde kunne Texas-senator Kay Bailey Hutchison være et nogenlunde bud, hun har bl.a. været nævnt som en mulig VP-kandidat for Romney. Hun er moderat konservativ, utroligt vellidt hjemme i staten og deler McCains synspunkter på hele det sprængfarlige indvandrerområde.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om kvinderne køber at de kan få en kvindelig vicepræsident, når de nu kan få den rigtige vare på den anden hylde.

Mulighed 2: En sort

Der er intet som at fiske i rørte vande og hvis/når Demokraterne afviser Obama kunne Republikanerne viser at de havde et godt tilbud til de sorte vælgere: en sort kandidat. Tidligere gruppeformand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus hedder J.C. Watts og er fra Oklahoma, han er en solid konservativ og kristen så det basker, han har bl.a. været præst i en baptiskirke.

Udenrigsminister Condoleeza Rice kunne også være et bud og hun dækker jo også mulighed 1 godt ind. Problemet er jo bare at hun på alle måde symboliserer den totalt upopulær Bush-administration og at hun er ugift, hvilket bare ikke er i orden.

Problemet for Republikanerne er jo at alle (9 ud af 10) sorte stemmer på Demokraterne i forvejen og det er svært at forestille sig at de skulle holde op, bare fordi Republikanerne stiller med en enkelt ”poster boy”.

Mulighed 3: En lokal

Der er ikke ret mange politikere i USA der har en stor national profil, udover nuværende og tidligere præsidentkandidat, præcis ligesom at de fleste danskere har svært ved at sætte navn på engelske, tyske og lettiske medlemmer af Europaparlamentet.

Der er dog politikere der har en stor lokal profil og som måske kan svinge en stat fra det ene parti til det andet. Effekten af den slags er ofte overvurderet, men historiske erfaringer viser at en vicepræsident giver omkring 2 % mere end landsgennemsnittet.

Der er naturligvis flere der er oplagte, men dem der sticker ud er Floridas guvernør Charlie Crist, Minnesotas guvernør Tim Pawlenty eller Missouris senator Jim Talent. De to førstnævnte har fra staten været McCain-støtter fra starten, mens Jim Talent valgte ikke at endorse nogen kandidat, men har været nævnt som en mulig VP-kandidat for Romney. Talent er ganske konservativ og absolut ikke en kandidat der overskygger chefen.

I denne kategori kunne man også finde Hawaiis guvernør Linda Lingle eller tidligere New Jersey guvernør Tom Kean, Sr.

Mulighed 4: En konservativ

At John McCain har store problemer med at begejstre konservative, evangeliske vælgere om sit kandidatur er vist ikke nogen nyhed og så kan man jo vælge en vicepræsidentkandidat der taler deres sprog, som f.eks. Mike Huckabee.

Der er mange andre konservative at vælge imellem: Senator Sam Brownback fra Kansas har været en af de tidlige McCain-støtter efter at han selv droppede ud af præsidentvalgkampen

Mulighed 5: En klon

I 1992 stillede Bill Clinton op med en vicepræsident der lignede ham selv, en moderat sydstatspolitiker der understregede sloganet om at der var tale om en ny slags Demokrater.

I mine øjne er John McCains stærkeste indenrigspolitiske kort hans image som en maverick, en outsider der ikke bare forfalder til konservative doktriner. Det image kunne han understrege ved at vælge en vicepræsident der ligner ham selv en smule. Der er umiddelbart to-tre stykker der passer fint ind i den kategori: Senator Tom Coburn fra Oklahoma, Senator Chuck Hagel fra Nebraska og South Carolinas guvernør Mark Sanford.

Som sagt, det er kun McCain og hans nærmeste der kender svaret, men hvis det ikke bliver en af ovenstående så bliver jeg nok en smule overrasket.

12.2.08

Om John McCain og de konservative

En lille knivskarp analyse fra Comedy Centrals Indecision 2008-blog: De konservatives mistro eller had til John McCain er efterhånden blevet det store samtaleemne i valgkampen efter det stod klart at han rent faktisk kunne vinde nomineringen, på trods af stor modstand fra højrefløjen i Det Republikanske Parti.

Men der er faktisk noget som konservative ikke hader ved John McCain og det er at Demokrater og uafhængige vælger IKKE hader ham, for de samme årsager som gør at de konservative hader ham. Så McCain har rent faktisk en chance for at vinde, selv om de konservative ikke ønsker at han vinder og det er netop det kan være nøglen til at han vinder.

Kompliceret og med vilje lidt kludret, men analysen er rimelig stringent. De konservative vil gerne have en kandidat der kan vinde valget til november og det kan McCain netop fordi han ikke er helt så konservativ som de ønsker han skulle være.

Det originale engelske citat fra Comedy Central: "The conservatives might hate John McCain with the undying fervor of a thousand hells, but one thing they don't hate about him is that Democrats and independents don't hate him, for the very reasons that the conservative do hate him. So, he might actually have a chance at winning, even though they don't want him to win, and that could actually be his key to winning."

Bush støtter John McCain

John McCain har nu fået officiel støtte fra Bush. Det er ikke præsident Bush, men derimod Jeb Bush, præsidentens lillebror og den tidligere guvernør i Florida der giver sin støtte til McCain:

- John McCain is a patriot and devoted conservative leader, sagde guvernør Bush.

- Like no other candidate in the field, John McCain has made tremendous sacrifices for this nation. He is beholden to no interest other than that of the public good. He is determined and steadfast in his commitment to reducing the burden of high taxes, restoring the people's trust in their government, and winning the war against radical Islamic extremists. It is with pride that I announce my endorsement of John McCain for president.

John McCain takkede Jeb Bush for sin støtte:

- I am very proud to have Jeb Bush's support. He has a distinguished record of conservative leadership and I admire his dedicated service to the people of Florida. He makes a great addition to our growing team of Republican leaders.

John Ellis Bush - Jeb - er født i Midland, Texas 11. februar 1953, så han blev 55 år i går (tillykke med det). Han startede sin politiske karrieer som formand for den republikanske partiorganisation i Miami-Dade County i Florida. Senere blev han udpeget som erhvervsminister i Florida. Jeb Bush var Floridas 43. guvernør fra 1999-2006, den første og eneste republikanske guvernør i statens historie der har siddet to fulde perioder.

Jeb Bush har været neutral ind til nu, men mange af hans tidligere medarbejdere har arbejdet for Mitt Romneys kampagne, og der har været lidt ondt blod mellem folkene omkring Jeb Bush og hans afløser som guvernør Charlie Crist. Men ikke en dårlig anbefaling, populære Jeb Bush kan meget vel blive Republikanernes præsidentkandidat i 2012, hvis McCain taber til Obama eller Hillary.

Den seneste uge har i øvrigt været ret god på endorsementfronten for John McCain der har fået opbakning fra alt hvad der kan krybe og gå af republikanske ledere, bl.a. tidligere FN-ambassadør John Bolton, tidligere guvernør og senator George Allen (VA), tidligere guvernør Jim Gilmore (VA), tidligere guvernør Bob Ehrlich (MD) og kongresmedlem Jeb Hensarling fra Texas, formanden for den konservative Republican Study Committee (a group of over 100 House Republicans organized for the purpose of advancing a conservative social and economic agenda in the House of Representatives).

Selv præsident Bush har været ude med noget der minder om en endorsement (eller i hvert fald en konstatering af at McCain vinder nomineringen) og tilbød at komme med gode råd til McCain. Et godt og helt gratis råd herfra ville nok være at sige pænt, nej tak til præsidentens tilbud.

McCain storfavorit til The Potomac Primary.

De sidste meningsmålinger inden dagens primærvalg i Virginia og Maryland giver McCain et forspring til Mike Huckabee på henholdsvis 10 % i Virginia og 25 % i Maryland. Der er ikke lavet meningmålinger i D.C. sikkert fordi det har været umuligt at finde 300 Republikanere med bopæl i distriktet.

Resultatet er dog underordnet. Huckabee har lovet/truet med at han bliver i valgkampen ind til McCain matematisk har sikret sig nomineringen og uanset morgendagens resultat sker det ikke. Der er 119 delegerede på spil og selv om McCain vinder dem alle - det er Winner Takes All, så det er højst sandsynligt - mangler han stadigvæk omkring 350 delegerede. Selv om McCain vinder alle delegerede fra nu af, kan han tidligst have nomineringen i hus efter primærvalget 11. marts i Mississippi.

8.2.08

USA-kendere: Mediedækning af primærvalg er politisk skæv

Mediernes dækning af de amerikanske primærvalg er politisk skæv, og det er årsagen til, at danskerne massivt foretrækker en af de demokratiske kandidater til det magtfulde embede som USA's næste præsident fremfor en republikaner. Det mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, og han bakkes op af den socialdemokratiske kommentator David Garby, der også blogger om amerikansk politik. Det skriver 180grader.dk.

Søren Pind hæfter sig ved en meningsmåling, som er blevet offentliggjort af Søndagsavisen, der viser, at 40 procent af danskerne helst vil have Hillary Clinton som præsident, mens 35 procent peger på Barack Obama. De republikanske kandidater John McCain og Mike Huckabee ville kun et forsvindende lille antal danskere stemme på, hvis de havde mulighed. McCain må nøjes med 3,7 procent, mens Huckabee er helt nede på 0,6 procent. Opbakningen til Mitt Romney og Ron Paul er end ikke nævnt.

Gal med medierne
Det er især den ringe støtte til John McCain, som undrer Søren Pind.

- 3,7 procent, det kan simpelthen ikke passe. Han er en meget højt respekteret mand, som i øvrigt har knaldet Bush flere gange i det amerikanske senat. Han har endda samme klimadagsorden, som vores statsminister herhjemme. Jeg kan ikke se anden årsag til det, at den må være gal med fremstillingen i medierne, siger Søren Pind til 180Grader.dk.

Hvad sker der i medierne, som kan forårsage skævheden?
- Jeg ved det ikke. Men der er en, som skriver på min blog, at Demokraterne jo står først i alfabetet, og det må så være forklaringen på, at de får mest tv-tid.

Får de da mest tv-tid?
- Ja, det tror jeg ikke, der er ret meget tvivl om, siger altså Søren Pind (der støttede Rudy Giuliani.

Også socialdemokraten David Garby (det er mig...), der kommenterede dansk politik for Nyhedsavisen og blogger om amerikansk politik på amerikanskpolitik.blogspot.com, mener, at mediedækningen af primærvalget er helt skæv. Ganske vist bakker danskerne generelt mere op om de demokratiske kandidater end om de republikanske, men medierne forstærker tendensen, siger han.

Demokrater behandles som kendisser
- Jeg mener, at danske journalister behandler de demokratiske kandidater som kendisser og de republikanske kandidater som politikere, og derfor får man de her prøveafstemningsresultater, siger David Garby til 180Grader.dk.

Han forventer dog, at problemet vil blive mindre, når kampen kommer til at stå mellem vinderne af primærvalgene hos henholdsvis Republikanerne og Demokraterne:

- Når John McCain bliver eneste republikanske kandidat, og Demokraterne får styr på, hvem de opstiller, så vil medierne skulle fokusere på begge kandidater, og flere danskere vil få et indtryk af, hvad McCain er for en politiker, og så kan han vel forbedre resultatet med fem-ti procent.

1.2.08

De konservative kommer hjem til McCain

Tendensen i meningsmålingerne forud for tirdagens "Super Tuesday" er ikke til at tage fejl af. Senator John McCain har så meget vind i sejlene, at det virker fuldstændigt usandsynligt at han ikke bliver Republikanernes præsidentkandidat. Det har de også måtte erkende blandt partiets højrefløj der ind til nu har kæmpet med næb og klør imod at McCain skulle vinde, nu lyder der imidlertid nye toner fra McCains tidligere fjender. Det skriver New York Times.

- Han har flyttet sig markant i den rigtige retning på skatteområdet, siger skatteaktivisten Grover Norquist, der har været en af de konservative ledere i kampen mod McCains nominering.

Tony Perkins, en anden fremtrædende kristen konservativ der ofte har afsvoret McCain er også begyndt at bløde op i sin kritik, og siger nu til New York Times at McCain bare skal være bedre til at kommunikere sin værdipolitiske standpunkter.

Richard Land fra den konservative Southern Baptist Convention og mangeårig kritiker af McCain er enig og siger "Han (McCain) er stærkt pro-life" og tilføjede:

- Når jeg hører Rush Limbaugh sige at McCains kandidatur vil ødelægge Det Republikanske Parti, så vil jeg bare sige til Rush, at han skal komme mere ud af sit studie og tale med rigtige mennesker.

Der er stadigvæk folk og organisationer omkring det Republikanske Parti der har svært ved at acceptere at McCain bliver partiets kandidat, men for andre handler det nu om at se fremad, John McCain kan blive USAs næste præsident og lobbyister er ikke meget værd hvis præsidenten ikke vil høre på dem og alternativet til McCain er måske meget værre.

For Mitt Romney er dette selvfølgelig en forfærdelig historie lige før Super Tuesday, han har iscenesat sig selv som den konservative, pro-family kandidat og det argument falder jo lige så langtsomt fra hinanden.

Læs hele artiklen her.

30.1.08

John McCain vinder Florida

Senator John McCain (R-Ariz.) blev klokken 03.13 erklæret som vinder af primærvalget i Florida og samtlige 57 delegerede.

Det blev det tætteste primærvalg i denne sæson og det er ikke mindre end en momumental sejr for McCain der blev outspend 9:1 af guvernør Mitt Romney, der bliver nummer to. Med 62 % af stemmerne talt op har John McCain 36 % af stemmerne, mens Romney har 32 %.

Rudy Giuliani havde satset alt på Florida men han må tage til takke med tredjepladsen. Allerede tidligere i aften kunne CNN fortælle, at Giulianis kampagne er i tæt kontakt med McCain og anonyme kilder fortæller at Giuliani dropper ud og allerede i morgen endorser McCain ved et valgmøde i Californien.

Guvernør Mike Huckabee der ikke har ført kampagne i Florida pga. manglende ressourcer bliver nummer fire og kongresmedlem Ron Paul (R-Tex.) bliver nummer fem, hvilket medlemmerne af hans kult sikkert vil udlægge som en stor sejr på vej mod verdensherredømmet.

Update: 92 % er nu talt op og det ser ud til at McCaiin vinder med omkring 100.000 stemmer, halvdelen af dem kommer fra befolkningstunge Miami-Dade County hvor McCain har fået 75.000 stemmer mod Romneys 25.000.

Generelt er det gået rigtig godt for McCain i det sydlige Florida, omkring pensionistparadiset Tampa-St. Petersburg og oppe i statens nordvestlige hjørne hvor der er mange veteraner og som er det mest konservative område, her klarede Huckabee sig også bedst og han vandt en lille håndfuld meget små counties.

Romney klarede sig ganske udemærket i området omkring Orlando og sweepede området omkring Jacksonville i statens nordøstlige hjørne. Til gengæld gik han som sagt helt ned i det sydlige Florida hvor han tabte kampen om eksil-cubanerne med 5:1 til McCain og 3,5:1 til Giuliani. Romney fik kun 10 % af "the cuban vote".

Ron Paul fik sit bedste resultat i Alachua County i det nordlige Florida omkring byen Gainesville (musikeren Tom Pettys fødeby) og hjemsted for University of Florida, hvor kongresmedlemmet fra Texas fik 6 % af stemmerne, 1125 i alt .

24.1.08

Sylvester Stallone støtter John McCain

Det kan godt være at Mike Huckabee har Chuck Norris, men nu har John McCain støtten fra en actionhelt der på film alene har nedkæmpet en russisk division i Afghanistan og været verdensmester i boksning:

23.1.08

McCain: Jeg sender min mor efter Chuck

Lige en hurtig follow up på Chuck Norris' kommentar om at McCain er for gammel.

John McCain blev mandag konfronteret med kritikken fra aktionstjernen og som tidligere når han er blevet spurgt om sin alder henviste han til sin mor, Roberta McCain, som han siger har givet ham gode gener:

- Jeg er bange for at jeg bliver nødt til at sende min 95-årige mor for at vaske Chuck's mund med sæbe, sagde en grinende John McCain.

Kommentaren kom mens John McCain var på kampagne i det sydlige Florida.

21.1.08

Chuck Norris: McCain er for gammel

Verdens hårdeste mand Chuck Norris, der som bekendt støtter Mike Huckabee, forsøger nu at give John McCain et af sine karakteriske cirkelspark. Søndag satte han spørgsmålstegn ved McCains alder og sagde at senatoren fra Arizona måske ikke engang kunne klare en periode i Det Hvide Hus.

Norris fortalte journalisterne at han mener at jobbet som præsident er så hårdt at det accelerer ældningsprocessen 3 til 1.

- If John takes over the presidency at 72 and he ages 3-to-1, how old will he be in four years? Eighty-four years old — and can he handle that kind of pressure in that job? sagde Norris mens Mike Huckabee kiggede på.

- That's why I didn't pick John to support, because I'm just afraid the vice president will wind up taking over his job within that four-year presidency, fortsatte Norris med at forklare.

Huckabee selv havde ingen offentlig holdning til om McCain var for gammel til at være præsident.

- Kun John McCain og hans frisør ved det, sagde den tidligere guvernør, der selv har været overvægtig og derfor må siges at være i risikogruppen for at dø af et slagtilfælde når som helst, han er også ved at blive skaldet.

Det kan godt være at Chuck Norris både kan tvinge hesten til truget OG få den til at drikke, men det er simpelthen et "low blow" af rang. Angrib dog McCain på hans politik og ikke på hans alder.

Det er selvfølgelig ikke det bedste eller mest succesfulde eksempel, men Bob Dole var faktisk 73 år gammel da han i 1996 blev stillet op mod Clinton.

20.1.08

John McCain vinder South Carolina

Senator John McCain (R-Ariz.) fik i aften politisk oprejsning i den stat der i 2000 afgjorde det Republikanske primærvalg. South Carolina gav en sejr til Senator John McCain foran tidligere guvernør Mike Huckabee (R-Ark.). Med 97 % af stemmerne talt op har McCain 33 % og Huckabee har 30 %. Fred Thompson tog 16 % af stemmerne og Mitt Romney fik 15 %, men sidstnævnte kan trøste sig med en sejr i Nevada og en pæn føring i antallet af delegerede.

John McCain kan passende sende meget venlige tanker til Fred Thompson der, med sidst bedste resultat so far, tog en del konservative stemmer og sikrede sejren til McCain.

17.1.08

McCain langer ud efter Clinton i ny reklame

Som senator har Hillary Clinton været med til at skaffe 1 million dollars til et Woodstock museum. Det synes senator John McCain er spild af penge og derfor har hans kampagne lavet denne her lille reklamefilm, der nok skal sprede glæde blandt (og opbakning fra) South Carolinas mange veteraner.

7.1.08

John McCain får tre pæne endorsements

John McCain kan blive "The Comeback Grandpa" i morgen. Meningsmålingerne viser at han trækker fra Mitt Romney og søndag og mandag kunne han offentliggøre tre pæne endorsements, bl.a. fra en tidligere vicepræsidentkandidat.

De tre støtteerklæringer kom fra henholdvis tidligere kongresmedlem og vicepræsidentkandidat i '96 Jack Kemp, Vermonts guvernør Jim Douglas og en tidligere formand for Repræsentanternes Hus i New Hampshire. Derudover kom et par opfordringer fra aviser.

"I am proud to support John McCain for president," sagde Jack Kemp. "John McCain is the only candidate who can be trusted to cut taxes, eliminate wasteful spending and enact conservative pro-growth policies to expand the economy. John McCain is the best choice to lead America to a more prosperous and secure future."

Jack Kemp repræsenterede i 18 år Buffalo, New York i Repræsentanternes Hus og var boligminister under George H.W. Bush.

"John McCain is a principled leader whose character, judgment and experience make him the best prepared to lead this country on day one," sagde guvernør Jim Douglas. "John McCain is a reformer who is willing to stand up for taxpayers and against the special interests. I am proud to support his candidacy."

Jim Douglas har været aktiv i Vermont-politics i mere end 30 år. Først som medlem af delstatsparlamentet, Secretary of State, finansminister og senest seks år som guvernør.

McCain-kampagnen kan i øvrigt glæde sig over at nationale meninsgmålinger der ellers i månedsvis har været domineret af Giuliani giver senatoren en marginal føring. Sidste gang at McCain førte i en national meningsmåling var 25. januar 2007 i Time Magazine.

McCain får vigtig støtte i Michigan

Senator John McCains kampagne vågnede søndag op til en meget, meget vigtig endorsement fra den største avis i Michigan - Detroit Free Press - her en lille uges tid før Michigan skal til stemmeurnerne.

I en leder søndag skriver avisen at selv om avisen "adskiller sig fra McCain på en række emner, så er senatoren fra Arizona en smartere, mere prgamatisk leder der siden 2000 har vist at han kan bygge tværpolitiske alliancer ... Han vil være en formidabel kandidat for et parti der har brug for en."

Michigan-støtten er ikke velkomne nyheder for McCains formodede største rival i Michigan (og på landsplan) Mitt Romney, der har en lang historie i staten der engang var berømt for sin bilproducenter. Mitt Romney er født i Michigan, hans far, George R., har været guvernør i staten og det var i Michigan at Mitt Romney i sin tid skød sin kampagne igang.

Det var ikke nok til at overbevise chefredaktionen på Detroit Free Press om hans kandidatur. "Michigan-fødte tidligere Massachusettsguvernør Mitt Romney har morphet sig til det han selv tror er den perfekte konservative Republikaner i jagten på nomineringen," skriver avisen.

- Romney har været en dygtig manager af enhver udfordring han har stået over for og hans rødder i Michigan kunne måske hjælpe en stat der virkelig har brug for flere venner i Washington, men hvem ved hvad Romney måske morpher til i Det Hvide Hus?, spørger avisen og understreger dermed den kritik som mange har udsat Romney for. Nemlig at han skifter synspunkter oftere end Carsten Hansen (S) spiser smørrebrød.

5.1.08

Meghan McCain blogger

Amerikansk politik er jo ofte en familievirksomhed hvor unge og gamle familiemedlemmer spiller end større eller mindre rolle i valgkampen (med mindre man er Rudy Giuliani og ikke rigtigt har kontakt til sine unger!) . Således er Joe Lieberman ikke bange for at hive sin tudsegamle mor med på the campaign trail, Mitt Romney har hele familien med i en bus og Chelsea Clinton har også været med mor rundt og trykke hænder.

John McCains datter Meghan har lavet en blog - McCainBloggette.com - sammen med to veninder (den ene er en anden politikerdatter Mary Anne Huntsman, der er datter af Utahs republikanske guvernør Jon H.) hvor hun tager billeder og laver video fra kampagnen samt giver musiktips.

Meghan McCain i gang med sneboldskamp - i pels!

Absolut en blog i den meget, meget lette genre, men billederne bliver taget af en professionel fotograf og er mindst lige så gode som dem man kan finde hos nyhedsbureauerne og hun kommer jo rimelig tæt på.

John McCain nyder en stille frokost sammen med sin gode ven og støtte, senator Joe Lieberman.

Hendes musiksmag må siges at være bred (og hvis man ser listen igennem lægger man mærke til utrolig mange opsamlingsplader...), der er alt fra for blues/swamp/cajun legenden J.J. Cale over rapperen Tupac til technomusikeren Punjabi MC. Med den bredde er der også en masse godt imellem: The Smiths, The Band, Foo Fighters, Elvis og Jeff Buckley.

John McCain er far til syv børn: Doug, Andrew, Sidney, Jack, Jim, Bridget og Meghan.

4.7.07

Valgte jeg taberen for tredje gang i træk?

I år 2000 satsede jeg på Al Gore (der tabte/i hvert fald ikke blev præsident), i 2004 satsede jeg på Joe Lieberman (der tabte) og denne gang havde jeg først sat min lid til Evan Bayh og hos Republikanerne på John McCain.

Kampagnerne er i gang med at opgøre deres indtjening for de sidste tre måneder og den store historie er naturligvis at Obama og hans hold har samlet et eller andet absurd millionbeløb ind - 32 millioner dollas'er på tre måneder - men det skal siges at Hillary Clinton stadigvæk fører i de fleste landsdækkende og lokale meningsmålinger.

Hos Republikanerne er tallene ikke så imponerende i sammenligning med de Demokratiske kolleger. Rudy Giuliani har samlet 17 millioner dollars ind på tre måneder og har 18 millioner i kampagnekisten, Mitt Romney samlede 14 millioner ind, men for at være sikker på at blive nummer et når de endelige opgørelser kommer i midten af denne måned smed han lige 6,5 millioner af sine egne penge (det må være rart at kunne gøre den slags...).

Og det bringer mig så tilbage til om jeg skal være "The three-time loss from Holy Cross" (bortset fra at jeg ikke er fra Holy Cross, Penn.) når det handler om at vælge præsidentkandidater, for Evan Bayh hoppede jo ud efter bare få uger som kandidat og John McCain har i de forgangne tre måneder kun samlet 11 millioner sammen og har nu kun to millioner "cash on hand" tilbage - og McCain-kampagnen reagerede promte på det dårlige resultat og fyrede 50 medarbejdere. Og allerede nu går rygterne om McCain skulle være parat til at hoppe ud af kampen - et rygte der naturligvis bliver benægtet af hovedpersonen selv.

Heldigvis er der et valg igen i 2012 og så kan det være at jeg jeg kan få et lille hak i bogen. På forhånd vil jeg dog gerne pege eller gætte på Jeb Bush som Republikanernes kandidat.

30.5.07

Boganmeldelse: McCain: Faith of my Fathers

Hvilket karrierevalg kan man foretage når både ens far og farfar begge er berømte amerikanske flådeofficerer. For den republikanske politiker og præsidentkandidat John McCain var der aldrig noget valg, han blev den tredje generation af McCains der blev optaget på det amerikanske flådeakademi i Annapolis, Maryland. Faith of my Fathers er John McCains historie om hans berømte forfædre, men også hans egne opvækst og oplevelser som krigsfange i et nordvietnamesisk fængsel under Vietnamkrigen.

John McCains farfar var med i begge verdenskrige og sluttede karrieren som fire-stjernet admiral. Ikke dårligt af en lille mand på knap 70 kg der var en af de dårligste elever på flådeakademiet (en skæbne som også ramte hans to efterfølgere). Manden er en notorisk drukkenbolt, en ægte sømænd der bander og svovler og efter sigende er elsket af sine underordnede og værdsat af sine overordnede.

John McCains egen far, der blev kaldt Jack eller Junior, var ubådsofficer under 2. verdenskrig og endte som den øverste chef over den amerikanske stillehavsflåde under Vietnamkrigen. Han er admiralen der samtidig må leve med at hans søn er krigsfange.

Historisk er bogen en fortælling om både højdepunktet og lavpunktet i USAs største militære historie, 2. verdenskrig og ikke mindst stillehavskrigen og Vietnamkrigen. Men det er også en interessant personlig historie om to sønner der begge skulle leve op til deres berømte forfædre.

Politisk er bogen et angreb på Lyndon B. Johnson og forsvarsminister Robert McNamaras håndtering af krigen i Vietnam. Historien om hvordan politikerne ikke gav soldaterne muligheden for at vinde krigen fordi de besluttede at føre den fra bag et skrivebord i Washington D.C. og ikke gav generalerne og admiralerne frie hænder.

Vil man prøve at forstå hvad der driver John McCains virke og udgangspunkt som politiker er Faith of my Fathers ikke til at komme uden om. Den er skrevet i et let og uhøjtideligt sprog og man behøver ikke være ekspert i amerikansk politik eller historie for at forstår den.

Man kan naturligvis kritisere bogen for ikke at være hverken objektiv eller kritisk i forhold til de personer den omtaler, men det er vel også lidt meget at forlange. Til gengæld er det meget begrænset med ligegyldig namedropping som aktive politikeres bøger normalt er fulde af (f.eks. som det var tilfældet i Bill Clintons: My Life) og som kan være så dræbende kedsommeligt at læse om.

Historien slutter imidlertid ikke her, for John McCain III’s ældste søn, der også hedder John, er i øjeblikket elev på Flådeakademiet.

Dette indlæg er også "publiceret" på www.bogblogger.dk.

30.4.07

Research, Esmann?

Det var en smule misvisende når Frank Esmann i sin klumme i Nyhedsavisen under overskriften "En prins træder i karakter" skrev, at "i den amerikanske kongres er der siger og skriver ét medlem som har et barn i Irak".
Om det var dårlig research eller bevist fordrejning af fakta, skal jeg ikke kunne sige, for en simpel søgning på internettet viser, at der er masser af amerikanske politikere der har masser af helt personlige og familære interesserer i Irak-krigen.

Udover Senator Tim Johnson, demokraten fra South Dakota, der bliver fremhævet i Michael Moores film "Fahrenheit 9/11" som den eneste med en søn i Irak, er der yderligere en håndfuld af de amerikanske kongresmedlemmer der enten har, har haft eller vil have, børn eller familiemedlemmer i Irak. Og det er på trods af at gennemsnitsalderen på de amerikanske kongresmedlemmer er tæt på 60 og der er simpelthen få mennesker i den alder der har børn i den alder, hvor udstationering til Irak er aktuelt.

Senator John McCain (R-Ariz.) har to sønner i militæret. Præsidentkandidatens ældste søn, der også hedder John McCain er den fjerde generation af McCains på flådeakademiet i Annapolis og den yngste søn Jimmy meldte sig sidste år til Marinekorpset og vil med stor sandsynlighed blive udstationeret til enten Irak eller Afghanistan.

Kongresmedlem Duncan Hunter (R-Calif.) der også stiller op som præsidentkandidat, har en søn der er på vej til at tage sin tredje tur til Irak med det amerikanske marinekorps. Sønnen, Duncan Duane Hunter, er udset til at overtage sin fars plads i kongressen, men han vil med al sandsynlighed være i Irak ved valget i 2008.

Senator Kit Bond (R-Missouri) har en søn, Sam, der kom hjem fra udstationering med marinekorpset i Irak i foråret 2006 og som i øjeblikket træner til en tur nummer to.

Den nyvalgte Senator James Webb (D-Virg.) der selv er veteran fra Marinekorpset, blev valgt i
november efter en valgkamp hvor han havde haft sin søns støvler på under hele kampagnen. Sønnen var, og er stadig, udstationeret i Irak.

For et andet nyvalgt kongresmedlem, Demokraten Patrick Murphy fra Pennsylvania, har krigen i Irak været en personlig oplevelse. Han var med den berømte 82. luftbårne division i Irak i syv måneder fra 2003 og 2004 hvor han blev dekoreret med en "bronze star" for sin indsats.

For Senator Max Baucus, den demokratiske veteran fra Montana, har Irak-krigen været en personlig tragedie, han mistede sin nevø, Philip Baucus, der faldt i Al Anbar-provinsen sidste sommer.

Udover dem jeg har nævnt har også de republikanske kongresmedlemmer Joe Wilson (S.C) og Todd Akin (Missouri) sønner der har været i Irak og tidligere justitsminister John Ashcroft, der ligesom Bond og Akin er fra Missouri, har en søn i flåden

Det er klart, at Irak-krigen ikke påvirker flertallet af den velbeslåede amerikanske middelklasse som Vietnam-krigen gjorde, på grund af værnepligtens afskaffelse. Men det er skuffende, at en såkaldt USA-ekspert blot uden videre stanger en forkert myte ud til læserne, når to minutters research kunne have givet et mere nuanceret billede.

Men det er selvfølgelig nemmere, at copy-paste sine gamle fordomme, end at formidle fakta til læserne.

Indlægget er også sendt i en "sligtly modyfied version" til Nyhedsavisen.

11.4.07

Fire tidligere udenrigsministre støtter McCain

Det lyder mere som noget fra historiebøgerne, men fire tidligere amerikanske udenrigsministre gav i går deres støtte til John McCains præsidentkandidatur.

Henry Kissinger, Alexander Haig, Lawrence Eagleburger og George P. Schultz sagde at de alle fire ville stemme på McCain og citerede McCains lederegenskaber, hans erfaring og hans visioner som grunden til deres støtte.

- De globale udfordringerne forandrer sig radikalt og vores land har brug for John McCains erfaring og optimisme, sagde Dr. Kissinger, der var udenrigsminister fra 1973 til 1977 og vand Nobels fredspris for hans arbejde for at afslutte Vietnam-krigen.

John McCain sagde at han var stolt af støtten og tilføjede at han og de fire tidligere udenrigsministre "Deler troen på Amerika og er dedikerede på at vinde Krigen mod Terror."

Det er måske ikke en række endorsements der flytter mange procent i meningsmålingerne, men de er måske med til at understrege at John McCain, er den kandidat med mest udenrigspolitisk erfaring.

Kilde: John McCain.com

14.3.07

Tidligere Texas-senator skal lede McCain-kampagnen

John McCains kampagne oplyser at tidligere Senator Phil Gramm (R-Tex.) vil blive tilknyttet kampagnen som medformand (general co-chair). Phil Gramm skal dele formandskabet sammen med tidligere kongresmedlem, og endnu en texaner, Tom Loeffler.

Som formand vil Phil Gramm, 64, rådgive og assistere alle dele af McCain-kampagnen, bl.a. policy, fundraising og strategi. Kampagnen ledes i øvrigt af McCains mangeårige spindoctor John Weaver.

Phil Gramm blev valgt, som demokrat, til kongressen i 1978, men blev i 1981 smidt ud af den demokratiske gruppe da han lækkede oplysninger fra gruppemøderen til Republikanerne. Han skiftede til Republikanerne og blev i 1984 valgt til Senatet, hvor han sad næsten tre fulde perioder. Han blev i december 2002 afløst af John Cornyn. Phil Gramm forsøgte i øvrigt selv at blive præsidentkandidat tilbage i 1996, men tabte til Bob Dole.

Phil Gramm er på min udvidede liste over meget mulige vicepræsidentkandidater for McCain eller minimum "senior cabinet official" - f.eks. er finansministerposten oplagt til Gramm der har en Ph.D. i økonomi.

* På min VP-shortlist står for øjeblikket: Gov. Tim Pawlenty (Minn.), Sen. Lindsay Graham (S.C.), tidligere senator John Danforth (Missouri), guvernør Haley Barbour (Mississippi) og tidligere kongresmedlem J.C. Watts (Okla.).
På billedet er det John McCain sammen med Phil Gramm (til højre) og tidligere Senator Rick Santorum (R-Penn.) bagerst.