
Dermed er Mark Pryor for første gang på valg i 2008 og i øjeblikket ser det overraskende godt ud for den 45-årige Demokrat. Han har nemlig ikke nogen modkandidat hvilket er højst overraskende for en i den situation, historien viser nemlig at senatorerne er nærmest fuldstændigt umulige at komme af med efter det andet valg.
Den Republikanske partiformand i Arkansas, David Milligan, regner ikke med at der dukker en seriøs kandidat op og forklarer det bl.a. med at Pryor allerede har samlet 4,4 million $ sammen til sin kampagne.
Det er godt for Demokraterne der dermed kan bruge ressourcerne på at vinde valg og forsvare udsatte partifæller på kortet, ikke mindst i Louisiana hvor det på nuværende tidspunkt ser ud til at senator Mary Landrieau er den mest udsatte.
Demokraterne mener selv at de har gode muligheder for at vinde senatspladser i Colorado, Oregon, Virginia, Minnesota, New Hampshire, New Mexico og Maine.
Umiddelbart er min vurdering, at de tre republikanere Sununu (N.H.), Smith (Ore.) og Collins (Maine) ser ud til at overleve, til gengæld virker det som om kampen allerede er overstået (og vundet) for Udall-fætrene i Colorado og New Mexico og at tidligere guvernør Mark Warner ikke kan hentes i Virginia.
Tilbage er så Norm Coleman i Minnesota som stadigvæk ikke ved hvem han skal møde af Demokraterne Al Franken eller Mike Ciresi. Meningsmålingerne mellem de tre viser alle sammen meget, meget tæt løb.
Republikanerne har udover Louisiana, måske muligheder i New Jersey overfor den alt andet end populære Frank Lautenberg. Det er på forhånd en valgkamp der er svær for Republikanerne, de skal forsvare 24 sæder (mange af dem er dog i Syden) mod Demokraterne der kun skal forsvare 12.