Clinton-comeback ændrer intet

Gårsdagens tre sejre til Hillary Clinton i Texas, Ohio og Rhode Island ændrer ikke fundamentalt ved kapløbet mellem hende og Barack Obama, han er stadigvæk foran med omkring 100 delegerede og har flest sejre når det kommer til antallet af stater. Ydermere går der rygter om at Obama skulle have linet op yderligere 50 superdelegerede, så han både vil have en føring bl.a. de valgte delegerede og partisoldaterne.

Clinton-lejren vil med sejren forsøge at forklare omverden at Hillary kan vinde i de store stater der betyder noget, ikke mindst Ohio og Florida der er afgørende i præsidentvalget til november, men Obama kan på den anden side argumentere for at han kan vinde i stater hvor Demokraterne traditionelt gør det dårligt. Det er vist et religionsspørsmål om man mener det ene er bedre end det andet. Jeg hælder til Hillarys argumenter, men falder dog fra igen når man ser heads-up målingerne på hende og McCain. Hvis Demokraterne skal have en chance til november skal de ikke stille med Hillary, i just think that's the fact.

Selvfølgelig var nederlagene i de tre stater et tilbageslag for Obama der i de seneste uger har kunnet gå på vandet og effektivt har spillet rollen som den store statsmænd overfor en mere og mere desperat og aggresiv Clinton-kampagne. Men hvad der måske er vigtigere for Clinton-kampagnen er at de har fundet en "winning formula" der kan bruges til primærvalget i Pennsylvania 22. april. Pennsylvania der jo i befolkningssammensætning minder en del om Ohio.

Dagens store historie herhjemme har været at Hillary nu offentligt tilbyder vicepræsidentposten til Obama, hvilket må siges at være en af den slags tilbud som rent faktisk kan afslås. Clinton-lejren er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at kunne tilbyde den handel. Men at det skal ses som en slags invitation til at samle partiet er der ingen tivl om, men hvis jeg var Obama ville jeg nok takke pænt "nej, tak".

Næste primærvalg er på lørdag hvor Demokraterne i Wyoming mødes til caucus for at finde deres kandidat. Baseret på hvordan de omkringliggende stater tidligere har stemt tror jeg godt at vi kan give flertallet af de 12 delegerede går til Obama. På næste tirsdag er Obama igen favorit til at vinde når der er primærvalg i Mississippi.

For Hillary, sejre i Texas og Ohio er ikke nok

Der er efterhånden blevet skrevet meget om Hillary Clintons "firewall" i Texas og Ohio, men der er en tendens til at glemme at selv om hun vinder i de to stater - hvilket dag for dag virker mere og mere usandsynligt - så er hendes kampagne stadigvæk i dire straits. Reglerne gør det simpelthen nærmest umuligt for hende at nå at indhente Obama, selv om hun vinder i både Texas, Ohio og Pennsylvania.

I skrivende stund er hun bagud med 70 delegerede og regner man ikke de superdelegerede er hun bagud med 140, sidste uges primærvalg i Wisconsin endte med en sejr til Obama på hele 17 % (58-41), men når man ser på delegerede så gav det kun Obama en overvægt af delegerede på ti - 42 mod 32. Texas og Ohio er naturligvis større stater med flere delegerede, men der er vist ikke mange der på nuværende tidspunkt forventer at Hillary Clinton kommer i nærheden af at slå Obama med 15-20 %. Samme dag er der også primærvalg i Rhode Island og Vermont og selv om Clinton i øjeblikket fører i USA's mindste stat, så har Obama et 30 % forspring i liberale Vermont.

Så selv to-tre sejre ændrer ikke afgørende på stillingen og ugen efter Texas og Ohio går turen altså videre til caucus i Wyoming lørdag den 8. marts og primærvalg i Mississippi tirsdag den 11. marts, to stater som hvis de bare stemmer en smule som deres nabostaer vil ende med solide blowout victories til Obama.

Kan Obama fortsætte stimen fra Wisconsin så ender det helt sikkert også med at både Michigan og Florida får lov til at sende sine delegerede til konventet, deres stemmer vil nok ikke engang komme til at gøre udslaget.

Da jeg flere gange har gjort mig fuldstændig til grin ud i kunsten som spåmand så lader jeg en Hillary Clinton-støtte, tidligere viceguvernør i Maryland, Kathleen Kennedy Townsend, forklare hvad der er gået galt:

"Townsend said she expects Sen. Barack Obama to win the Democratic presidential nomination and that Clinton is finished. She believed that the Wisconsin results demonstrated that Clinton's coalition (voters over the age of 50 and those earning less than $50,000) had fallen apart. When asked why the Clinton campaign had failed, Ms. Townsend had plenty of opinions and she placed significant blame on Bill Clinton and his racially tinged statements in South Carolina. She also felt that Clinton made a tactical error in making "experience and inevitability" her central campaign themes. Townsend argued that Clinton had little more experience than Obama and far less than candidates such as Senators Dodd and Biden. Additionally, making the inevitability claim hurt her when she lost Iowa... Townsend then lamented Clinton's decision to go negative and question Obama's readiness. She said that she called the Clinton campaign and advised that they 'go out on a high note' but her advice was politely dismissed."

Teamsters støtter Obama

Formanden for det amerikanske transportarbejderforbund International Brotherhood of Teamsters Jim Hoffa kunne i dag afsløre at forbundet opfordrer deres 1,4 medlemmer til at stemme på senator Barack Obama.

- Senator Obama forstår de udfordringer som det arbejdende folk møder hver eneste dag, sagde Hoffa og uddybede sin støtte:

- Han er den kandidat der er i den bedste position til at lede en bevægelse mod at genskabe den amerikanske drøm for landets arbejderklasse. Senator Obama vil kæmpe for bedre lønninger, rigtig reform af sundhedssystemet, bedre sikkerhed for pensionister, fair handel og en afslutning på outsourcing af gode arbejdspladser. Han forstår vigtigheden i at lønmodtagerne får en stemme på arbejdspladsen og vil kæmpe for stærke fagforeninger der skal styrke Amerikas middelklasse.

Teamsters endorsement af Obama kom efter et møde mellem Hoffa og Obama i Austin, Texas efter en månedslang proces i forbundet der har lavet meningsmålinger blandt medlemmerne og rundspørger til de forskellige fagforeninger i forbundet.

Teamsters støtte betyder at Obama nu bliver en del af forbundets valgkampsprogram og sikkert også en ikke uvæsentlig økonomisk håndsrækning. Teamsters giver hvert år omkring 2 millioner dollars i kampagnebidrag til kandidater til kongressen, over 90 % af pengene går til Demokraterne.

Fra Open Secrets: “Like other unions, the Teamsters contribute the vast majority of their money to Democrats, but they have made some overtures to Republicans, as evidenced by the higher proportion of contributions that have gone to the GOP since President Bush took office. Although the union staunchly opposed Bush’s plan to open U.S. highways to Mexican truckers, it supports one of Bush’s signature proposals—oil drilling in the Arctic National Wildlife Refuge.”.

Støtten fra Teamsters er den seneste i en lang række af endorsements af Obama fra en lang række store fagforbund, ikke mindst den fra Service Employees International Union, SEIU, og deres 1,9 millioner medlemmer i sundheds- og plejesektoren. Ikke mindst i en stat som Ohio som har mange vælgere der er blue collar og organiseret er det gode nyheder for Obama.

Btw: Formanden for Teamsters, James Hoffa er søn af den tidligere formand Jimmy Hoffa der forsvandt på mystisk vis i 1975.

Fra Wikipedia: "Hoffa was planning to sue to invalidate that restriction in order to reassert his power over the Teamsters when he disappeared at, or sometime after, 2:45 pm^[1] on July 30, 1975 from the parking lot of the Machus Red Fox Restaurant in Bloomfield Township, Oakland County, Michigan ^[2], a suburb of Detroit. "

Lange udsigter til næste Hillarysejr

Det går ned af bakke for Hillarys kampagne og som alle kan regne ud startede nedturen umiddelbart i timerne efter, at jeg havde skrevet at hun var så godt som sikker på at vinde. Et dødskys for enhver kampagne.

Weekenden viste med al tydelighed at Hillarys kampagne er i kæmpestore problemer og som et hvert fodboldhold i krise (bortset fra Brøndby IF) så valgte hun at fyre træneren, kampagnechef Patti Solis Doyle som er blevet skiftet ud med en tidligere topmedarbejder i Det Hvide Hus, Maggie Williams. Det er så spørgsmålet om det er "to little, to late".

Hillary Clinton har stadigvæk en marginal føring i antallet af delegerede, i følge CNN har hun 1148 og Obama har 1121, en føring som helt sikkert er væk onsdag morgen når der er blevet stemt i Maryland, Virginia og Washington D.C.. Tre stater hvor en blanding af mange sorte vælgere og mange højtuddannede i forstæderne til hovedstaden gør det nærmest umuligt for Clinton at vinde. Meningsmålingerne viser at Obama fører med mellem 10 og 20 % i Virginia, mens der er mere eller mindre dødt løb i Maryland, men at Obamas øjeblikkelige momentum nok skal sikre ham sejren, kan der ikke være meget tvivl om.

I District of Columbia er der ikke meget at komme efter for Hillary, 60 % af indbyggerne er sorte og resten er hardcore liberals med en college degree. Så resultatet vil være tre sejre til Obama og med et solidt flertal af de 238 delegerede der er på spil, så er han faktisk frontrunner.

Ugen efter, 19. februar, er der primærvalg i Wisconsin og (igen) i Washington State samt en caucus på Hawaii. Obama har vist sig stærk i midtvesten og vandt overbevisende partimedlemmernes opbakning ved caucus'en i Washington State. Hawaii er lidt et åbent spørgsmål, Obama har familiære rødder på Hawaii, men Hillary vandt et overbevisende af de gule vælgere i Californien. Hillary kan så og sige tabe 10-11 stater i træk inden hun har chancen for at vinde noget igen. Et slag på tasken så er hun bagud med omkring 150-200 delegerede på det tidspunkt.

4. marts er der primærvalg "Deep in the heart of Texas" og i "On the banks of Ohio", to stater med masser af Hillarys kernevælgere. Hispanics og blue collar arbejdervælgere. Der er desuden valg i Rhode Island og Vermont, førstnævnte ligger til Obama, mens Vermont er fyldt med tilflyttede New Yorkere, som lokalt kaldes "flatlanders".

Texas har 193 delegerede og Ohio har 141 delegerede, men selv marginale sejre vil kunne give kunstigt åndedræt til Hillarys kampagne og hvis hun ikke dropper ud efter 4. marts, så er der faktisk et par gode muligheder tilbage. Umiddelbart taber hun caucus'en i Wyoming 8.marts og primærvalget i Mississippi 11. marts, men så har hun seks uger ind til primærvalget i Pennsylvania 22. april.

Pennsylvania giver 158 delegerede og vinderen her, burde efter al sandsynlighed være være vinderen af nomineringen. Presset på at en af kandidaterne trækker sig vil i hvert fald være enormt.

Er der fortsat en konkurrence fortsætter primærvalgene ind maj måned. Valgene foregår i noget der, på nuværende tidspunkt, minder om Hillary-venligt miljø: Primærvalg i Indiana (72 delegerede) og North Carolina (115) stemmer 6. maj, West Virginia (28) den 13. og Kentucky (51) og Oregon (52) den 20.

Juni måned slutter af med de sidste tre afstemninger, primærvalg i Montana og South Dakota og caucus på Puerto Rico.

Fra Wikipedia: "Journalists at several news outlets indicate that in the tradition of the island's party politics Puerto Rico's 63 Delegates will all be awarded to a single candidate and not necessarily follow the majority of the popular vote. As indicated in Mr. Barone's piece this would give far and away the greatest single influence in the 2008 Primary to Puerto Rican party leaders with a 50% bigger disparity than the vote of California produced. However, the Puerto Rico Delegate Selection Plan shows that delegates are allocated similar to other state caucuses."

Er der ikke fundet en vinder der, vil det derefter være op til de superdelegerede at finde partiets kandidat. Demokraterne holder konvent fra 25.-28. august i Denver, Colorado og planen er at undertegnede vil være tilstede.

Er Clinton/Obama lykken for Demokraterne?

Det Demokratiske Partis primærvalg bliver afgjort i morgen nat mellem tirsdag og onsdag når Hillary Clinton sætter sin sidste rival, Barack Obama, på plads på dagen som er blevet døbt Super Tuesday. Dette bastante udsagn kunne måske overraske læsere der kun havde fulgt kanoniseringen af Obama i de danske medier, men de udsendte danske journalister kan åbenbart ikke læse (eller ikke forstå) meningsmålinger eller det amerikanske primærvalgssystem. Hillary vinder!

Dermed får Demokraterne deres første kvinde som præsidentkandidat, hvilket i sig selv er ”living history”, men i nogen grad bliver overskygget af at man kunne have fået en sort kandidat.

Hillarys første store beslutning som præsidentkandidat bliver nu at vælge sin vicepræsidentkandidat og ikke mindst give svar på det helt store spørgsmål, skal hun vælge Barack Obama som sin ”running mate”?

Vicepræsidentkandidatens rolle er i praksis meget begrænset, man skal deltage i en enkelt eller to tv-debatter mod den anden vicepræsidentkandidat og så skal man ellers rejse rundt og gentage budskabet om hvor fantastisk præsidentkandidaten er og ellers skal man lave så lidt selvstændigt som overhovedet muligt. Ingen præsidentkandidat gider læse historier i New York Times om eventuel uenighed mellem sig selv og vicepræsidenten. Kommentator Amy Walters fra National Journal sammenlignede vicepræsidentens rolle med brudgommens til et bryllup: Han skal holde sin mund og se flink ud, for den dag handler alt nemlig om bruden.

Tiden løb fra Edwards
For Obama må John Edwards nedtur i primærvalgene give stof til eftertanke, for hvad skal han gøre nu for at stille sig selv i position til at være den naturlige arvtager for Clinton og blive den første sorte præsidentkandidat?

Den 3. marts 2004 var John Edwards på højdepunktet af sin politiske karriere, den ungdommeligt udseende senator med den tykke sydstatsaccent havde godt nok lige tabt Super Tuesday og John Kerry havde sikret sig det demokratiske partis nominering. John Edwards havde ført en fremragende og helt igennem positiv og optimistisk kampagne. Hans stjerne lyste klart og ”alle” de kloge hoveder var enige om, at Edwards skulle være Kerrys vicepræsidentkandidat, en win-win situation for John Edwards der enten ville være frontrunner til valget i år hvis Kerry tabte og hvis de sammen havde slået præsident Bush ville han være det helt naturlige valg til at efterfølge Kerry som Demokraternes præsidentkandidat i 2012. Meget ligetil.

Men sådan gik det som bekendt ikke, for på det Demokratiske partis konvent i Boston tændte en ny stjerne, en ung kandidat fra Illinois til senatet skrev sig med en fænomenal tale ind i bevidstheden hos partimedlemmerne og hos ”the talking heads” med sine ord om at der fandtes et USA som ikke bare kunne deles op i røde republikanske stater og blå stater for demokraterne. Et USA som ikke bare kunne deles op i liberale og konservative.

John Edwards nedtur fortsatte ved præsidentvalget i november 2004 hvor Demokraterne led deres største nederlag siden 1988 til en præsident som havde startet en upopulær krig i Irak og en personlig skuffelse for Edwards der end ikke formåede at sørge for at vinde sin hjemstat North Carolina, et nederlag efter en kampagne hvor han efterfølgende blev beskyldt for at have været alt, alt for anonym. Fra at have været den oplagte kandidat til præsidentposten var han nu ”broken goods”, en ødelagt vare plettet af et svigende nederlag. Amerikansk politik kan ofte sammenlignes med boksning og i boksning får man sjældent den store titelkamp hvis man taber til en gammel, slidt journeyman.

Årets primærvalg har været en kæmpe skuffelse for Edwards, der er blevet klemt mellem mastodonterne Barack Obama og Hillary Clinton. Kampagnen fik aldrig rigtigt fodfæste blandt vælgerne og ikke mindst var Edwards rolle fra 2004 som optimisten og det nye friske ansigt blevet overtaget af Obama. Edwards blev derfor mere eller mindre frivilligt presset ud i en venstreorienteret, populistisk rolle som ikke rigtigt solgte eller gav genklang, amerikanerne har aldrig rigtigt været vilde med kandidater der bliver ved med at tale om hvor dårligt det går for de mindre heldige i det amerikanske samfund. Resultatet af det hele var nogle middelmådige resultater ved primærvalgene og selv om han i ugerne optil havde forsikret omverden om, at han ville tage kampen hele vejen til partikonventet til sommer tog han onsdag konsekvensen og droppede ud af valgkampen efter endnu et dårligt resultat, denne gang ved primærvalget i Florida.

Tør Obama at gamble?
Edwards historie bør som sagt vække eftertanke hos Barack Obama der på næste onsdag står i den samme situation som Edwards gjorde for præcis fire år siden. Han er blevet nummer to ved primærvalget og der vil være et massivt pres på ham og på Hillary Clinton om at vælge ham som partiets vicepræsidentkandidat. Der tales i medierne og på blogs meget om ”the dream ticket” med primærvalgets nummer et og to der skal stå sammen mod Republikanerne, lægger den hårde valgkamp bag sig og samler partiet. Emnet blev også kort berørt da de to kandidater mødtes til debat torsdag nat i The Kodak Theater, hvor forslaget om at de to skulle stille op sammen blev mødt af enorme klapsalver far publikum, men som en kommentator tørt konstaterede efterfølgende, så var det måske ikke en forsamling der var særlig repræsentativ for dem amerikanske vælgerbefolkning i almindelighed.

Barack Obama skal overveje om det er risikoen værd at stille op sammen med Clinton i et valg som det vil være en katastrofe at tabe for Demokraterne. Hvis de ikke kan vinde over John McCain med den massive opbakning og interesse der har været for kandidaterne indtil nu og den kritiske situation som Det Republikanske Parti har været igennem de sidste år, så er det svært at se hvordan Demokraterne nogensinde skal vinde Det Hvide Hus tilbage igen. Skuffelsen vil være enorm og det vil helt sikkert også smitte af på vicepræsidentkandidaten.

At Barack Obama taber primærvalgene til Clinton skyldes ikke mindst, at han mangler politisk erfaring og hvis han nu tager tilbage til Senatet og bygger et renomme op som en effektiv politiker der kan sætte magt bag de flotte ord om at arbejde hen over midten, vil det ikke skade ham i fremtiden. Han har ført en god og sober valgkamp og har helt sikkert ikke diskvalificeret sig selv til at prøve igen om fire eller otte år. Men på den anden side er der jo også risiko for Obama at der til den tid er kommet en ny og mere spændende politiker til. Men skal som sagt smede mens jernet er varmt.

Hillary skal satse på midten
For Clinton vil fristelsen sikkert også være der til at samle partiet ved at vælge Obama, men uanset hvor progressivt og nyskabende det vil virke i Europa, hos lederskribenterne på de store liberale aviser i Amerika og i det demokratiske bagland med en kvinde og en sort mand, så kan det ende med at være en fejltagelse af dimensioner hvis det sker.

Hillary Clinton skal i november op imod en republikansk kandidat, John McCain, hvis styrke er de moderate vælgere i midten af amerikansk politik, vælgere typisk bosiddende i forstæderne til de store industribyer i Pennsylvania, Ohio, Michigan og i pensionistparadiset Florida. Stater der er afgørende for at vinde det amerikanske præsidentvalg og vælgere som ved midtvejsvalget i 2006 var afgørende for Demokraternes kæmpesejr.

Vælgere hvis utilfredshed med præsident Bush nok er stor, utilfredshed med krigen i Irak og masser af bekymring om den dårlige økonomi, men som også er noget lunkne ved tanken om, at kvinden som de mener kunne være ”The Wicked Witch of the Easts” onde tvillingesøster skal bestemme fra Det Ovale Værelse, og som politisk bekymrer sig om stigende skatter, positiv særbehandling af minoriteter og spørgsmålet om abort. Meningsmålingerne mellem de to kandidater McCain og Clinton viser et statistisk dødt løb og hvis kandidat Clinton skal blive til præsident Clinton skal hun pinedød på en eller anden måde have fat i nogle af de mere moderate midtervælgere og dertil hjælper Obama hende på ingen måde.

Obamas styrke er blandt de sorte vælgere, unge collegestuderende og de veluddannende hvide i byerne – de demokratiske kernetroper og partisoldater der bliver varme om hjertet når de tænker tilbage på det demokratiske partis store liberale ikoner som Jesse Jackson, Walter Mondale og Ted Kennedy. De vælgere stemmer jo på Hillary uanset om hun har Obama med på stemmesedlen eller ej. Men de demokratiske kernevælgere har aldrig nogensinde udgjort et flertal alene og uanset hvor højt de råber, så vindes amerikanske præsidentvalg ved at overbevise midten.

Det burde ikke være svært for Hillary Clinton at drage den konklusion, for det var præcis den samme konklusion som Bill Clinton drog tilbage i 1992 da han valgte den rimelig konservative Tennessee-senator Al Gore som sin ”running mate” - det lyder måske lidt underligt at kalde Gore for konservativ i dag, men det var ikke desto mindre sandheden tilbage i starten af 90’erne.

Det er ikke uinteressant at se hvem netop Bill Clinton ellers overvejede som sin vicepræsidentkandidat i 1992, udover Al Gore havde han bl.a. overvejet Floridas tidligere guvernør, senator Bob Graham, kongresmedlem Lee Hamilton fra Indiana, der var et fremtrædende medlem af forsvarsudvalget og Senator Bob Kerrey en Vietnam-veteran fra Nebraska, alle sammen hvide mænd fra konservative stater i Syden eller Midtvesten. Det ville være højst overraskende hvis Hillary skulle afvige meget for denne tankegang.

Hillary Clinton skal have en vicepræsidentkandidat der kan berolige de lettere bekymrede midtersøgende vælgere og derfor har hun brug for en mand der kan give et beroligende indtryk og ikke mindst en der kan række ind over midten. En hvid mand gerne med lidt erfaring fra militæret og gerne en som går i kirke regelmæssigt - også når der ikke er valgkamp.

At Demokraterne for første gang i historien stille med en kvinde øverst på stemmesedlen er historisk, spørgsmålet er derfor om det ikke vil være for meget historie på en gang både at have en kvinde OG en sort mand samtidig. Den første del af svaret, hvem der bliver vicepræsidentkandidat får vi efter sommerferien og sidste del – om det var det rigtige valg – må vi vente med helt til november.

Sorte udsigter for Obama

Barack Obamas meget klare sejr i South Carolina har igen fået Obama-mania til at bryde ud, og det betyder at medierne er i gang med at erklære kapløbet om nomineringen helt åben inden Super Tuesday.

Som læsere af denne blog efterhånden burde være bekendt med, så er jeg ikke helt enig i de forudsigelser, jeg mener stadigvæk at de stater der er i spil Super Tuesday i overvejende grad favorisere Hillary Clinton. Endorsement fra Ted Kennedy eller ej.

Barack Obamas sejr i The Palmetto State var, uanset hvordan man vender og dejer det, først og fremmest baseret på the black vote. Obama fik over 80 % af de sortes stemmer mod kun 20 % til Clinton. John Edwards vandt the cracker vote men fik stort set ikke en eneste sort stemme.

Der er næsten ingen latinovælgere i South Carolina (kun 3 %) og resultatet fra Nevada tyder på, at latinos skal tælles med i "den hvide blok" når det handler om kampen mellem Clinton og Obama.

Der er kun seks stater som har en demografisk sammensætning med en større gruppe sorte vælgere af dem som stemmer Super Tuesday og kun af dem har en befolkningssammensætning der ligner South Carolinas, de to stater er Alabama og Georgia. De øvrige med en betydelige sort befolkning er Arkansas, Illinois, Tennesseee, New York og New Jersey.

De øvrige stater er enten meget hvide, meget små eller fyldt med latinos og selv om der er gode muligheder for Obama-sejre steder som Kansas, Utah, Idaho og North Dakota, hvor Obama kan ser det altså ikke godt ud. De store stater som Californien, Massachussetts, Minnesota og Colorado ligner og ligger til sikre Clinton-sejre.

Der er 1688 pledged delegates på spil Super Tuesday (plus yderligere 400 super delegates) og som jeg umiddelbart ser det får Obama mellem 500 og 700 af dem og Hillary Clinton får mellem 900 og 1100. John Edwards får nok et sted mellem 100 og 200 og hvis han vinder en stat så bliver det konservative Oklahoma hvor han blev nummer to i 2004 efter Wesley Clark.

Ikke overraskende er Hillary Clinton langt foran i meningsmålingerne i New York og New Jersey, de to stater har væsentligt færre sorte end South Carolina og langt flere hvide demokrater, det burde måske opvejes af at de oppe nordpå har flere unge og flere højtuddannende der er Obama-vælgere, men så skal der lige lægges til at det er Hillarys hjemmebane. Det er desuden de to dyreste stater overhovedet at føre kampagne i så mon ikke Obama-folkene vælger at førre deres kamp et andet sted hen hvor de kan få lidt mere value for deres penge,

Obama burde få et godt valg i både Georgia og Alabama der har sammen racial makeup som South Carolina (omkring 30 % sorte, hvilket betyder at cirka halvdelen af vælgerne i de demokratiske primærvalg er sorte) og på hjemmebane i Illinois (15 % sorte) og så er der Arkansas (16 %) og Tennessee (17 %) tilbage at slås om.

Uagtet at Hillary er næsten på hjemmebane i Arkansas, men hvis de to sidstnævnte stater stemmer ligesom South Carolina så kommer Obama kun lige over 40 % begge steder. Det burde være nok til en sejr, men John Edwards får ikke et lige så godt valg uden for South Carolina og derfor bliver det nok noget tættere.

Barack Obama bliver helt sikkert den runner-up der får det bedste resultat, eller kommer tættest på vinderen, siden Californiens guvernør Jerry Brown i 1992. Men der uddeles som bekendt ikke sølvmedaljer i amerikansk politik.

Skulle Obama have haft en chance for at "propelle" sig selv med "The Big Mo"' ind i Super Tuesday skulle der lige have været en enkelt stat mere i kalenderen hvor han kunne sejre. Nu ser det ud som om at løbet er kørt.

Inden Super Tuesday: South Carolina er sidste udkald for Obama

På næste lørdag skal de Demokratiske vælgere i South Carolina til stemmeboksen og vælge deres foretrukne præsidentkandidat. Ser man frem mod Super Tuesday er der ikke andet at sige end, at det er absolut sidste udkald hvis Obama skal have en chance for at blive den første sorte præsidentkandidat fra et af de store partier.

Med resultatet fra Nevada i baghovedet er der kun en ting at sige til Obama og hans tilhængere, han skal vinde hvis han vil holde sig inde i kampen om nomineringen for efter South Carolina venter Florida og med Nevada i baghovedet er der ikke en snebolds chance i helvede for at Obama vinder The Sunshine State. Florida er ligesom Michigan uden delegerede, men både Clinton og Obama er på stemmesedlen så en sejr vil stadigvæk have enorm symbolsk værdi for den der slutter øverst.

Men hvorfor skal Obama vinde i South Carolina? Hillary Clinton byggede sin sejr i Nevada på kvinder, pensionister og ikke mindst en meget stor opbakning fra latino-vælgere, netop denne gruppe er der uforholmæssigt mange af i pensionistparadiset Florida. At disse vælgergrupper skulle opføre sig specielt meget anderledes i Florida end de har gjort i både New Hampshire og Nevada virker usandsynligt. Obama har brug for et eller andet, et "bump", et"bounce" eller bare lidt "Mo'"fro at kunne konkurrere med Hillary på Super Tuesday.

Barack Obama har dog vist styrke i landdistrikterne som han gjorde i Iowa, men Clinton tager byerne og det burde være en fordel for Clinton i "heavy urbanised" Florida (syv af USA's mest folkerigeste counties ligger i Florida), ikke mindst området omkring Miami og omegn med 5,4m indbyggere, Tampa-St. Petersburg med 2,7m indbyggere, Orlando med 2,6m indbyggere og Jacksonville med 1,3m indbyggere.

Med South Carolina i baghånden kan Barack Obama stadigvæk argumentere for at han er en seriøs kandidat med reelle vinderchancer 5. februar. Udover hjemstaten Illinois (som han vinder uanset reslutatet i S.C. og Fla.) så burde han have gode chancer i fødestaten Kansas, i Alabama der ligner South Carolina i vælgersammensætning samt i de andre sydstater Georgia, Missouri og Tennessee. Jeg kunne også godt forestille mig at Obama med hjælp fra John Kerry og et meget venstreorienteret, veluddannet vælgerkorps vinder i Massachusetts.

For Hillary er udsigterne på Super Tuesday meget lyse, udover New York og New Jersey (som tilsammen har over 400 delegerede), burde hun kunne vinde Arkansas, Arizona, Colorado, Connecticut og New Mexico. Hvis argumentet om at hispanics er på hendes side holder vand burde flertallet af Californiens 441 delegerede også ende hos Clinton.

For mig står usikkerheden derfor om Minnesota, Oklahoma samt små stater som Delaware, North Dakota, Idaho og Utah.

John Edwards er færdig, ude og ligegyldig og dem der påstår at han vil kunne blive en faktor i det her valg tager fejl, specielt hvis han vælger med at fortsætte kampen frem til konventet, jeg mener han ville få mere ud af at droppe ud og endorse Obama.

For mig selv er Edwards fald lidt trist. Jeg er derfor en for tre i "Demokratiske Primærvalgsvinderforudsigning". Gore i 2000, Lieberman i 2004 og Edwards i 2008. Næste gang jeg skal gætte forkert er heldigvis først i 2012. Med mindre selvfølgelig Præsident H.R. Clinton genopstiller så tror jeg sgu' hun tager den igen.

Gode endorsements til Obama, knap så gode til Hillary

Hvis der var en direkte sammenhæng mellem endorsements og succes så ville Bracak Obama i den grad siges at være "on the roll". Weekenden gav nemlig tre pæne endorsements fra partiets mere konservative fløj.

Ikke mindst var det en stor overraskelse (for mig) at senator Ben Nelson fra Nebraska - den mest konservative demokrat i senatet - valgte at støtte Obama frem for Clinton. Ben Nelson er vist den eneste Demokrat i senatet der stolt har følgende citat fremhævet på sin hjemmeside: "“[Ben Nelson] is a man with whom I can work, a person who is willing to put partisanship aside to focus on what’s right for America.”. Ikke fordi der noget i vejen med ros, men fordi citatets ophavsmand er præsident Bush.

Måske mere end noget andet end understregning af at der rent politisk nok ikke er den store forskel på de to topkandidater.

Også to af partiets fremtrædende kvinder valgte håb frem for erfaring, guvernør Janet Napolitano fra Arizona og nyvalgte senator Claire McCaskill fra Missouri valgte at støtte Obama fremfor Hillary. Man behøver vist ikke være ekspert for at kunne tolke at det er et blow for Hillary-kampagnen der går benhårdt efter kvindestemmerne.

Chris Cillizza fra Washington Post skriver: "Napolitano's endorsement has literal and symbolic significance. As a popular western state governor, she could prove as an effective surrogate for Obama in Nevada's Jan. 19 caucuses.

Napolitano is also one of a handful of female governors in the country, and her decision to go with Obama could undercut Sen. Hillary Rodham Clinton's attempts to unify female elected officials behind her candidacy."

Hillary har på sin side også samlet et par endorsements op de sidste dage, men ikke helt i samme klasse. Således har Delawares guvernør Ruth Ann Minner, tidligere boligminister og borgmester i San Antiono, TX, Henry Cisneros (som vist nok er ham som West Wings Matt Santos er baseret på) samt Stamford, Connecticuts borgmester Dan Malloy der er lidt en spiller i Det Demokratiske Parti deroppe satset på Hillary.

De to kampagner er også røget voldsomt i totterne på hinanden over racespørgsmål, hvilket har fået kongresmedlem James Clyburn (D-SC) til at tage sin neutrale stilling op til overvejelse. Han er sur over at Clinton-kampagnen har været ude og negligere Martin Luther Kings rolle i borgerrettighedskampen. Hillary sagde at det krævede en præsident før at der rigtigt skete noget på den front - og så blev Clyburn, der selv er veteran fra borgerrettighedsbevægelsen, mopset. Det er derfor kun et spørgsmål om tid inden han officielt giver Obamas kandidatur sin velsignelse.

Tre store endorsements til Obama

Hvad har en tidligere præsidentkandidat, en konservativ Demokrat fra South Dakota og fagforeningen for 60.000 ansatte i hotelbranchen i Nevada tilfælles? De støtter alle sammen med senator Barack Obamas præsidentkandidatur.

Senator John Kerry (D-Mass.) var præsidentkandidat for fire år siden og selv om han var en af Clinton-administrationens faste støtter og selv valgte John Edwards som sin vicepræsidentkandidat så valgte han i dag at støtte Barack Obamas kandidatur.

I en e-mail til sine supportere tager Kerry lidt af æren for Obamas succes: “I'm proud to have helped introduce Barack to our nation when I asked him to speak to our national convention, and there Barack's words and vision burst out. On that day he reminded Americans that our "true genius is faith in simple dreams, an insistence on small miracles." And with his leadership we can build simple dreams, and we can turn millions of small miracles into real change for our country.”.

John Kerry tilhører venstrefløjen i det politiske landskab i USA, men noget tilsvarende kan man ikke beskylde senator Tim Johnson (D-SD) for. Senatoren der for nyligt vendte tilbage til Washington efter et slagtilfælde, er en af de fem mest konservative demokrater i senatet, men valgte altså at støtte Obamas kandidatur.

- He is bipartisan and insists on bridging the difference between parties, var den begrundelse som Johnson brugte. Obama-kampagnen kan uden tvivl sende en venlig tanke til den tidligere South Dakota-senator Tom Daschle som tidligt hoppede på Obama-vognen.

Som jeg skrev i går så gik der rygter om at Culinary Workers Union ville støtte Obama. Det har de valgt at gøre. Eftersigende havde de besluttet sig for at vælge den af Edwards eller Obama som klarede sig bedst i New Hampshire.

ABC News skriver: “The backing of the 60,000-member union is seen as important because the state's Democratic Party is only expecting 40,000 Democrats to participate in the caucuses.”.

Barack Obama kan desuden glæde sig over en endorsement fra det californiske kongresmedlem George Miller fra San Francisco-området. Selv om al støtte er godt (med mindre den er fra Michael Jackson, George W. Bush eller Rosie O’Donnell) er en endorsement fra Miller ikke helt i samme klasse som de tre andre. George Miller er meget tæt allieret med Nancy Pelosi og har i mange år været forkæmper for kvinder.

"Why not help elect the first woman president?" sagde Miller ved et pressemøde i San Francisco. "That can be argued. But why not elect the first African-American?".

Om Hillary eller Obamas muligheder i november

Jeg kom lige til at skrive en kommentar på Lars Trier Mogensen og Sara Triers ganske udemærkede roadtrip-blog "Kampagnesporet" på Politikens hjemmeside.

Det var slet ikke meningen, at kommentaren skulle blive så lang (men jeg blev vist fanget i at finde statistik på hvilke stater der havde prøvet at vælge kvinder statewide) som den blev, min pointe var såmænd bare at jeg tror at det er for tidligt at udråbe enten Obama eller Hillary som storfavoritter i november.

Sara Trier skrev: “Verdens mest magtfulde land ser lige nu ud til at kunne vælge dets første kvindelige præsident eller dets første sorte.”

Jeg skrev: Og skuffede bliver hele det samlede europæiske pressekorps når en 72-årig kridhvid, protestantisk mand indtager Det Hvide Hus næste år…

Ikke fordi at jeg ikke synes det kunne være rigtigt godt med lidt demografisk diversitet i Det Hvide Hus, men det virker som om Demokraterne i et anfald af overoptimisme er i gang med at vælge en kandidat der vil være mere eller mindre uspiselig for flertallet af vælgerne i Middle America.

Lige nu ser det godt ud for Demokraterne, men uanset hvem af de to der vinder står Demokraterne tilbage med en kandidat der vil stå overfor en kæmpemæssig barriere når valget kommer til november.

Hillarys kvaliteter uimodsagt så er hun uden tvivl den mest kontroversielle kvindelige politiker i USA - en god blanding af Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard - og hun vil være en kæmpekamel at sluge for mange vælgere. Hendes “negatives” som de kaldes i meningsmålinger altså hvor mange der har et henholdsvis postivt-negativt syn på kandidaten er jo næsten lige så høje som hendes “positives” hvilket i den virkelige verden kan tolkes som, at enten elsker man hende eller også hader man hende.

Spørgsmålet vil helt sikkert også være hvor mange af de unge, progressive Obama-vælgere der i skufffelse bliver hjemme hvis hun vinder nomineringen?

Ser man på det rent historisk findes der stadigvæk flere stater der aldrig nogensinde har valgt en kvinde “statewide” - til guvernør, senator eller kongresmedlem at-large, bl.a. Georgia, Idaho, Indiana, Iowa, Mississppi, Nevada, New Mexico, North Dakota, Ohio, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, Tennessee, Virginia, West Virginia og Wisconsin (bare lige for at nævne et par stykker).

Vinder Obama er den demografiske barriere jo endnu større. Ikke alene er han sort, men han er også mere venstreorienteret end Hillary, hvilket jo skubbe nogle af de mere midtersøgende vælgere over til Republikanerne.

Når man ser på stater der har valgt sorte politikere statewide er statistikken endnu dårligere end den er for kvinder, der er vist nok ingen udover Illinois, Massachusetts og Virginia.

Det kan godt være at “change” er et modeord hos Demokraterne, men sprøgsmålet er hvor godt den slags sælger i konservative stater som Ohio, Missouri og Florida som traditionelt afgør præsidentvalg.

Der er selvfølgelig stater der stemmer på Demokraterne uanset hvem de opstiller, men jeg synes lektien fra de sidste mange præsidentvalg er at et flertal af vælgerne opfører sig meget konservativt når de står i stemmeboksen.

Bill Bradley bag Barack Obama

Tidligere senator Bill Bradley vil endorse senator Barack Obama på mandag i New Hampshire. Det skriver AbC News.

En kilde tæt på den tidligere senator fortæller at han ventede med sin endorsement til efter Iowa fordi han ville giver John Edwards en chance for at vinde i Iowa først (han sætter ikke sit lys under en skæppe...).

En staffer fra Obama-kampagnen har anonymt bekræftiget historien.

Bill Bradley er tidligere demokratisk senator fra New Jersey fra 1979 til 1997 og usuccesfuld kandidat til præsidentvalget i 2000 hvor han tabte til Al Gore.

Han er desuden tidligere professionel basketballspiller der spillede ti år for New York Knicks i NBA og som er valgt til basketballens Hall of Fame. Han var med til at vinde guld til USA ved OL i 1964 og vandt mesterskabet med Knicks to gange.

Bill Bradley (blå trøje) i en kamp mod Washington Bullets.

Med sine 1.96 meter er han en af amerikansk politiks helt store og det er alt andet lige et boost til Obamas kandidatur.

Bundløse Britney bringer Barack i forlegenhed

Frisindet blev testet, da præsidentkandidat Barack Obama tirsdag besøgte et galleri i Virginia.

Her var udstillet oliemalerier af kunstneren Jamie Boling, og to af malerierne blev fjernet inden Obama senere på aftenen holdt tale for 500 fremmødte tilhængere ved et fundraiser-arrangement, skriver hjemmesiden The Smoking Gun.

Et af malerierne var en reproduktion af det famøse paparazzi-foto af Britney Spears, hvor popstjernen viser det trusser normalt dækker, mens hun i stærk beruset tilstand kravler ud af en bil.


Maleriet er døbt ’Snake Charmer’ (slangetæmmer) og blev fjernet af Obama’s kampagnefolk, mens et andet maleri blev tildækket.

Det viser en kvinde iført en T-shirt med ordene ’Kill Lincoln’ påtrykt. Der henvises til en bitter strid mellem to amerikanske high-schools og ikke USA’s 16. præsident.

Begge malerier skulle ifølge hjemmesiden have gjort Barack Obama forlegen.

Kilde: Politiken (Der ikke lige har set at skandalen bestod i at Britney IKKE havde trusser på...) .

Fin lille Obama-shirt

Det meget morsomme firma www.tshirthell.com der har specialiseret sig i T-shirts med meget lidt politiske korrekte motiver har begået denne her. Jeg har allerede bestilt en.

Superfed Anti-Hillaryreklame

Sharpton og Obama begraver stridsøksen

Prædikant/aktivist/tidligere præsidentkandidat mm. Al Sharpton, der i sidste uge gik totalt "ballistic" på Senator Barack Obama (D-Ill.) trækker nu i land.

Shapton havde stillet spørgsmålstegn ved Obamas kvalifikationer og beskyldte Obama for at have plantet en historie om, at Sharpton udfald skyldtes at han var jalous på Obamas popularitet.

- Vi havde en god samtale, han sagde at han havde en masse respekt for mig og det jeg har lavet. Vi besluttede at holde kontakten ved lige, sagde Sharpton om en telefonsamtale som han havde haft med Obama (varighed: cirka fem minutter).

Al Sharpton er ikke kommet med en officiel endorsement endnu, han siger at han vil vente til efter at alle kandidaterne har talt ved en konference han arrangerer i næste måned. Jeg er gætter på at han ender hos Edwards eller Clinton.

Obamas forfædre var slaveejere

Det har været oppe før, at Barack Obama ikke er "rigtig" sort, fordi han ikke har oplevelsen af slaveri og borgerrettighedskampen i familien, men historien har nu fået endnu et tvist efter at avisen Baltimore Sun har gravet frem, at Barack Obamas forfædre var slaveejere.

En søgning i arkiverne viser at Obamas tip-tip-tip-tipoldefar (yeps, ikke mindre), en mand ved navn George Washington Overall, var den stolte ejer af to slaver, der blev medtaget i folketællingen i 1850 i Nelson County, Kentucky. De samme papirer viser også at Obamas tip-tip-tip-tip-tipoldemor, Mary Duvall, ejede to slaver.

Selv om slaver var folk ejendom, blev de medtaget i folketællingen og de talte faktisk 3/5 når der skulle uddeles kongresmedlemmer - også selv om de ikke havde stemmeret (men det havde kvinder og børn jo heller ikke og de talte også med).

En talsmand for Obama afviste ikke "afsløringen" og sagde at senatorens forfædre er repræsentative for Amerika.

Der er ingen tvivl at denne historie, hvis den blive "spundet" ordentligt kan være med til at hjælpe Obama med at skaffe hvide stemmer i The Deep South. Omvendt er det nok ikke det der skaffer ham en endorsement fra Al Sharpton, Jesse Jackson eller James Clyburn.

Kilde: Baltimore Sun

Første infight mellem Clinton og Obama

De to senatorer røg for første gang i totterne på hinanden onsdag, efter at en af Hollywoods mest indflydelsesrige producere valgte at støtte Barack Obama i stedet for Hillary Clinton.

DreamWorks-ejeren David Geffen var tidligere en god ven af Bill Clinton, men den stenrige filmproducent valgte at skifte side og arrangerede tirsdag en indbringende fundraising til støtte for Barack Obama, en aften der indbragte Obama for America 1,3 millioner dollars.

Geffen gjorde desuden ondt værre ved i avisen New York Times, at karakterisere Hillary Clinton som 'ambitiøs og polariserende', mens Bill Clinton fik skudsmålet 'en hensynsløs fyr'. Og så affyrede han følgende salut, som fik Clinton-kampagnen helt op i det røde felt:

- Alle politikere lyver, men det er bekymrende at opleve med hvilken lethed, Bill og Hillary Clinton gør det, sagde Geffen.

Clinton-kampagnen reagerede prompte ved at opfordre Obama til at tilbagebetale samtlige otte millioner kroner, som blev indsamlet under Geffens stjernespækkede festmiddag på Beverly Hilton Hotel.

Hillary Clintons kommunikationschef Howard Wolfson sagde, at ingen bør tolerere personlige fornærmelser:

- Hvis senator Obama er oprigtig med hensyn til sine udtalelser om at ændre tonen i politik, så skulle han med det samme fordømme disse kommentarer, fjerne Geffen fra sin kampagne og returnere hans penge.

Obama-kampagnen svarede igen med et direkte modangreb på Clinton.

- Vi ønsker ikke at lægge os imellem familien Clinton og en person, som engang var blandt deres varmeste støtter. Det er ironisk, at Clinton ikke havde problemer med Geffen, da han indsamlede 100 millioner kroner for dem, lød det fra Obamas kommunikationschef Robert Gibbs.

Kilde: EkstraBladet

Daschle endorser Obama

Demokraternes tidligere leder i senatet, Tom Daschle fra South Dakota, har besluttet sig for at støtte Barack Obamas præsidentkandidatur, siger folk tæt på den tidligere senator.

- Jeg regner bestemt med at han vil støtte Barack, sagde Leo Hindery, en af Daschles venner der selv støtter John Edwards.

To af Daschles toprådgivere, Pete Rouse og Steve Hildebrand, arbejder allerede for Obama, men Daschles brede appel til demokrater i hele landet og et solidt netværk, kan være en stor hjælp for "newbie" Obama.

Kilde: Politico

Arbejdet kommer i vejen for senatorer med præsidentambitioner

Senatorerne som har øjnene rettet mod det Hvide Hus - seks eller syv, alt efter om man tæller republikaneren Chuck Hagel fra Nebraska med eller ej - må indse, at de har en ulempe som ikke rammer deres rivaler der ikke sidder i senatet. Fordi Senatet er så tæt, er det kun meget få medlemmer der ønsker at forlade Washington og istedet tage på kampagne.

Så mens Mitt Romney, var i South Carolina mandag og møde vælgere og tale med potientielle donorer, og John Edwards kan gøre det samme i New Hampshire og New York i morgen, sidder senatorerne limet til deres pind i Washington for at stemme om at hæve minimumslønnen.

Næste uge er der heller ingen muligheder for, at tage fri fra senatet. Her skal der nemlig stemmes om en udtalelse der modsætter sig Præsident Bush's plan om at sende yderligere tropper til Irak. En stemme som ingen potientiel demokratisk kandidat ønsker at misse.

Det forklarer hvorfor Hillary Clinton bruger sine weekender i Iowa og New Hampshire. Senator Bracak Obama har været i New Orleans til en høring, men han kommer tilbage til Washington D.C. onsdag.

Den eneste undtagelse er den republikanske senator Sam Brownback fra Kansas. Han vil i hele ugen igennem besøge Iowa, Michigan, South Carolina og Florida. En talsmand fortæller at han vil være tilbage i D.C. tids nok til at stemme om Irak-udtalelsen.

Kilde: NYT

Rahm vil støtte Clinton

Kilder tæt på senator Barack Obama fortæller Robert Novak, at de er rimelig sikre på at kongresmedlem Rahm Emanuel, den demokratiske gruppeformand, ikke vil støtte Illinois-kollegaen, men vil endorse Senator Hillary Clinton.

Hvis det er korrekt, vil Emanuel være den eneste fremtrædende demokratiske Illinois-politiker der ikke støtter Obama. Men Emanuel har også et tættere forhold til Clinton-familien end nogen af sine kolleger, han arbejdede for Clinton-kampagnen i 1992 og kom senere til Det Hvide Hus.

Rahm Emanuel er selv ikke meget for at tale om hvem han støtter i 2008. I forrige uge fortalte han, at han ville gemme sig under sit skrivebord for at undgå spørgsmålet.

Kilde: Chicago Sun-Times