Er Clinton/Obama lykken for Demokraterne?

Det Demokratiske Partis primærvalg bliver afgjort i morgen nat mellem tirsdag og onsdag når Hillary Clinton sætter sin sidste rival, Barack Obama, på plads på dagen som er blevet døbt Super Tuesday. Dette bastante udsagn kunne måske overraske læsere der kun havde fulgt kanoniseringen af Obama i de danske medier, men de udsendte danske journalister kan åbenbart ikke læse (eller ikke forstå) meningsmålinger eller det amerikanske primærvalgssystem. Hillary vinder!

Dermed får Demokraterne deres første kvinde som præsidentkandidat, hvilket i sig selv er ”living history”, men i nogen grad bliver overskygget af at man kunne have fået en sort kandidat.

Hillarys første store beslutning som præsidentkandidat bliver nu at vælge sin vicepræsidentkandidat og ikke mindst give svar på det helt store spørgsmål, skal hun vælge Barack Obama som sin ”running mate”?

Vicepræsidentkandidatens rolle er i praksis meget begrænset, man skal deltage i en enkelt eller to tv-debatter mod den anden vicepræsidentkandidat og så skal man ellers rejse rundt og gentage budskabet om hvor fantastisk præsidentkandidaten er og ellers skal man lave så lidt selvstændigt som overhovedet muligt. Ingen præsidentkandidat gider læse historier i New York Times om eventuel uenighed mellem sig selv og vicepræsidenten. Kommentator Amy Walters fra National Journal sammenlignede vicepræsidentens rolle med brudgommens til et bryllup: Han skal holde sin mund og se flink ud, for den dag handler alt nemlig om bruden.

Tiden løb fra Edwards
For Obama må John Edwards nedtur i primærvalgene give stof til eftertanke, for hvad skal han gøre nu for at stille sig selv i position til at være den naturlige arvtager for Clinton og blive den første sorte præsidentkandidat?

Den 3. marts 2004 var John Edwards på højdepunktet af sin politiske karriere, den ungdommeligt udseende senator med den tykke sydstatsaccent havde godt nok lige tabt Super Tuesday og John Kerry havde sikret sig det demokratiske partis nominering. John Edwards havde ført en fremragende og helt igennem positiv og optimistisk kampagne. Hans stjerne lyste klart og ”alle” de kloge hoveder var enige om, at Edwards skulle være Kerrys vicepræsidentkandidat, en win-win situation for John Edwards der enten ville være frontrunner til valget i år hvis Kerry tabte og hvis de sammen havde slået præsident Bush ville han være det helt naturlige valg til at efterfølge Kerry som Demokraternes præsidentkandidat i 2012. Meget ligetil.

Men sådan gik det som bekendt ikke, for på det Demokratiske partis konvent i Boston tændte en ny stjerne, en ung kandidat fra Illinois til senatet skrev sig med en fænomenal tale ind i bevidstheden hos partimedlemmerne og hos ”the talking heads” med sine ord om at der fandtes et USA som ikke bare kunne deles op i røde republikanske stater og blå stater for demokraterne. Et USA som ikke bare kunne deles op i liberale og konservative.

John Edwards nedtur fortsatte ved præsidentvalget i november 2004 hvor Demokraterne led deres største nederlag siden 1988 til en præsident som havde startet en upopulær krig i Irak og en personlig skuffelse for Edwards der end ikke formåede at sørge for at vinde sin hjemstat North Carolina, et nederlag efter en kampagne hvor han efterfølgende blev beskyldt for at have været alt, alt for anonym. Fra at have været den oplagte kandidat til præsidentposten var han nu ”broken goods”, en ødelagt vare plettet af et svigende nederlag. Amerikansk politik kan ofte sammenlignes med boksning og i boksning får man sjældent den store titelkamp hvis man taber til en gammel, slidt journeyman.

Årets primærvalg har været en kæmpe skuffelse for Edwards, der er blevet klemt mellem mastodonterne Barack Obama og Hillary Clinton. Kampagnen fik aldrig rigtigt fodfæste blandt vælgerne og ikke mindst var Edwards rolle fra 2004 som optimisten og det nye friske ansigt blevet overtaget af Obama. Edwards blev derfor mere eller mindre frivilligt presset ud i en venstreorienteret, populistisk rolle som ikke rigtigt solgte eller gav genklang, amerikanerne har aldrig rigtigt været vilde med kandidater der bliver ved med at tale om hvor dårligt det går for de mindre heldige i det amerikanske samfund. Resultatet af det hele var nogle middelmådige resultater ved primærvalgene og selv om han i ugerne optil havde forsikret omverden om, at han ville tage kampen hele vejen til partikonventet til sommer tog han onsdag konsekvensen og droppede ud af valgkampen efter endnu et dårligt resultat, denne gang ved primærvalget i Florida.

Tør Obama at gamble?
Edwards historie bør som sagt vække eftertanke hos Barack Obama der på næste onsdag står i den samme situation som Edwards gjorde for præcis fire år siden. Han er blevet nummer to ved primærvalget og der vil være et massivt pres på ham og på Hillary Clinton om at vælge ham som partiets vicepræsidentkandidat. Der tales i medierne og på blogs meget om ”the dream ticket” med primærvalgets nummer et og to der skal stå sammen mod Republikanerne, lægger den hårde valgkamp bag sig og samler partiet. Emnet blev også kort berørt da de to kandidater mødtes til debat torsdag nat i The Kodak Theater, hvor forslaget om at de to skulle stille op sammen blev mødt af enorme klapsalver far publikum, men som en kommentator tørt konstaterede efterfølgende, så var det måske ikke en forsamling der var særlig repræsentativ for dem amerikanske vælgerbefolkning i almindelighed.

Barack Obama skal overveje om det er risikoen værd at stille op sammen med Clinton i et valg som det vil være en katastrofe at tabe for Demokraterne. Hvis de ikke kan vinde over John McCain med den massive opbakning og interesse der har været for kandidaterne indtil nu og den kritiske situation som Det Republikanske Parti har været igennem de sidste år, så er det svært at se hvordan Demokraterne nogensinde skal vinde Det Hvide Hus tilbage igen. Skuffelsen vil være enorm og det vil helt sikkert også smitte af på vicepræsidentkandidaten.

At Barack Obama taber primærvalgene til Clinton skyldes ikke mindst, at han mangler politisk erfaring og hvis han nu tager tilbage til Senatet og bygger et renomme op som en effektiv politiker der kan sætte magt bag de flotte ord om at arbejde hen over midten, vil det ikke skade ham i fremtiden. Han har ført en god og sober valgkamp og har helt sikkert ikke diskvalificeret sig selv til at prøve igen om fire eller otte år. Men på den anden side er der jo også risiko for Obama at der til den tid er kommet en ny og mere spændende politiker til. Men skal som sagt smede mens jernet er varmt.

Hillary skal satse på midten
For Clinton vil fristelsen sikkert også være der til at samle partiet ved at vælge Obama, men uanset hvor progressivt og nyskabende det vil virke i Europa, hos lederskribenterne på de store liberale aviser i Amerika og i det demokratiske bagland med en kvinde og en sort mand, så kan det ende med at være en fejltagelse af dimensioner hvis det sker.

Hillary Clinton skal i november op imod en republikansk kandidat, John McCain, hvis styrke er de moderate vælgere i midten af amerikansk politik, vælgere typisk bosiddende i forstæderne til de store industribyer i Pennsylvania, Ohio, Michigan og i pensionistparadiset Florida. Stater der er afgørende for at vinde det amerikanske præsidentvalg og vælgere som ved midtvejsvalget i 2006 var afgørende for Demokraternes kæmpesejr.

Vælgere hvis utilfredshed med præsident Bush nok er stor, utilfredshed med krigen i Irak og masser af bekymring om den dårlige økonomi, men som også er noget lunkne ved tanken om, at kvinden som de mener kunne være ”The Wicked Witch of the Easts” onde tvillingesøster skal bestemme fra Det Ovale Værelse, og som politisk bekymrer sig om stigende skatter, positiv særbehandling af minoriteter og spørgsmålet om abort. Meningsmålingerne mellem de to kandidater McCain og Clinton viser et statistisk dødt løb og hvis kandidat Clinton skal blive til præsident Clinton skal hun pinedød på en eller anden måde have fat i nogle af de mere moderate midtervælgere og dertil hjælper Obama hende på ingen måde.

Obamas styrke er blandt de sorte vælgere, unge collegestuderende og de veluddannende hvide i byerne – de demokratiske kernetroper og partisoldater der bliver varme om hjertet når de tænker tilbage på det demokratiske partis store liberale ikoner som Jesse Jackson, Walter Mondale og Ted Kennedy. De vælgere stemmer jo på Hillary uanset om hun har Obama med på stemmesedlen eller ej. Men de demokratiske kernevælgere har aldrig nogensinde udgjort et flertal alene og uanset hvor højt de råber, så vindes amerikanske præsidentvalg ved at overbevise midten.

Det burde ikke være svært for Hillary Clinton at drage den konklusion, for det var præcis den samme konklusion som Bill Clinton drog tilbage i 1992 da han valgte den rimelig konservative Tennessee-senator Al Gore som sin ”running mate” - det lyder måske lidt underligt at kalde Gore for konservativ i dag, men det var ikke desto mindre sandheden tilbage i starten af 90’erne.

Det er ikke uinteressant at se hvem netop Bill Clinton ellers overvejede som sin vicepræsidentkandidat i 1992, udover Al Gore havde han bl.a. overvejet Floridas tidligere guvernør, senator Bob Graham, kongresmedlem Lee Hamilton fra Indiana, der var et fremtrædende medlem af forsvarsudvalget og Senator Bob Kerrey en Vietnam-veteran fra Nebraska, alle sammen hvide mænd fra konservative stater i Syden eller Midtvesten. Det ville være højst overraskende hvis Hillary skulle afvige meget for denne tankegang.

Hillary Clinton skal have en vicepræsidentkandidat der kan berolige de lettere bekymrede midtersøgende vælgere og derfor har hun brug for en mand der kan give et beroligende indtryk og ikke mindst en der kan række ind over midten. En hvid mand gerne med lidt erfaring fra militæret og gerne en som går i kirke regelmæssigt - også når der ikke er valgkamp.

At Demokraterne for første gang i historien stille med en kvinde øverst på stemmesedlen er historisk, spørgsmålet er derfor om det ikke vil være for meget historie på en gang både at have en kvinde OG en sort mand samtidig. Den første del af svaret, hvem der bliver vicepræsidentkandidat får vi efter sommerferien og sidste del – om det var det rigtige valg – må vi vente med helt til november.