Tim Pawlenty – McCains loyale støtte som vicepræsidentkandidat

Selv da McCains kampagne i sommers lå i ruiner forblev Minnesotas republikanske guvernør Tim Pawlenty en loyal støtte for senatoren fra Arizona i hans kamp for at vinde nomineringen. Den beslutning ser lige nu ud til at have båret frugt for den 47-årige politiker der nu er den der oftest bliver nævnt når listen med mulige vicepræsidentkandidater bliver diskuteret.

Vin Weber, et tidligere kongresmedlem fra Minnesota der nu tjener sit daglige brød som lobbyist i Washington, er en af dem der fremhæver Pawlentys kvaliteter som vicepræsidentkandidat:

- Først og fremmest, hans alder er attraktiv, siger Weber med henvisning til de næsten 25 år der skiller Pawlenty og 71-årige McCain.

- For det andet, han er ikke fra Washington. For det tredje, han repræsenterer en del af landet som bliver en vigtig kampplads. Og så balancerer han fint ved på den ene side at være totalt acceptabel for den konservative fløj i det republikanske parti, men samtidig deler han nogle af maverick tanker med McCain.

Vin Weber er ikke Pawlentys eneste beundrer i Washington. Sara Taylor, en tidligere medarbejder i Det Hvide Hus og veteran fra begge Bush-Cheney kampagner havde følgende at sige om Pawlenty:

- Afgjort den stærkeste kandidat til at være running mate, siger hun til hjemmesiden Politico.com.

- Han er en konservativ, rock n’ roll republikaner og en modvægt til dem der tror at det republikanske parti kun består af gamle og rige, siger Taylor og fortæller en historie om at hun havde besøgt guvernøren på hans kontor i St. Paul hvor hun mødte en guvernør der sad og hørte Bruce Springsteen.

Mend er er en anden faktor der taler i Pawlentys favør, i modsætning til Vin Weber der ind til for nyligt var politisk rådgiver for Mitt Romney, så har guvernøren tidligt og meget aktivt støttet McCains kandidatur, han har hjulpet med at overtale flere af sine republikanske guvernørkolleger til at hoppe på McCain-vognen helt tilbage fra december 2006 og han forblev loyal gennem hele sidste år.

- Han holdt ved i tykt og tyndt, fortæller en af McCains toprådgivere Charlie Black der betegner ham som en ”rising star” i partiet, men minder lige om at McCain selvfølgelig slet ikke har tænkt den slags tanker endnu.

Men det er bare et spørgsmål om tid før McCain har fået fjernet sin sidste rival, Mike Huckabee, og dermed skal fokusere fuldt ud på valget til november og diskussionen vil naturligvis også handle om hvem der skal stille op sammen med McCain, et emne i den diskussion vil helt sikkert inkludere Pawlenty, knægten fra et arbejderkvarter i St. Paul, Minnesota der var den første i familien der fik en universitetsuddannelse, en juraeksamen fra det lokale universitet i Minnesota.

To ting har en tendens til at komme igen når man læser Pawlentys biografi: ”lastbilchauffør” og ”ishockey”.

Han mor døde af cancer da han var 16 og han voksede op i et arbejderkvarter sammen med fire søskende og en far der kørte med mælk og var organiseret i den berømte og berygtede amerikanske transportarbejderfagforening Teamsters.

Pawlentys ishockeykarriere toppede i high school, men guvernøren kan stadigvæk ses en gang imellem med skøjterne på sammen med tidligere hockeyspillere, og sammen med en sund interesse for fiskeri – det efter ishockeyen er Minnesotas store besættelse – har man billedet af en helt normal fyr fra det amerikanske øvre midtvesten.

Billedet som den almindelige mand fra forstæderne kombineret med praktiske politiske evner der har gjort det muligt for en forholdsvis konservativ to gange at blive valgt til guvernør i en rimelig venstreorienteret stat med lange progressive traditioner.

- Han er et fænomenalt talent, siger Lawrence Jacobs der er professor i statskundskab på University of Minnesota, der sammenligner ham med tidligere præsident Clinton:

- Han er helt Clinton-agtig når det handler om at fange et publikum. Det driver Demokraterne til vanvid.

En af dem der har arbejdet med og mod Pawlenty er Roger Moe, en veteran i Minnesotas politiske liv der har været leder af Demokraterne i delstatssenatet, mens Pawlenty var leder af Republikanerne i det lokale Repræsentanternes Hus.

- Politisk er han pænt dygtig, der kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, vurderer Moe der tabte guvernørvalget til Pawlenty i 2002 og fortsætter:

– Han er en kvik fyr og meget charmerende, det kan der (heller) ikke sættes spørgsmålstegn ved, siger Moe der vurderer at Pawlenty er blevet mere konservativ efter at han har fået nationale ambitioner.

Ligesom McCain er Pawlenty heller ikke en favorit blandt sine konservative partimedlemmer og i 2002 tabte han en prøveafstemning blandt partimedlemmerne om hvem der skulle være republikanernes guvernørkandidat til en mere konservativ modkandidat, inden han vandt ved et senere partikonvent og han var heller ikke i stand til at samle sine partimedlemmer om McCains kandidatur – Minnesotas republikanere ville hellere have Mitt Romney.

I tråd med sine rødder I arbejderklassen har Pawlenty populistiske træk I sin politik, han er bl.a. tilhænger af at tillade parallelimporteret medicin fra Canada, noget som de store medicinproducenter er meget stærkt imod, men overordnet har han en ganske konservativ ”record” som guvernør. Han har vedtaget en lov som sætter en venteperiode op for kvinder der vil have foretaget en abort og har fået vedtaget en opblødning af statens våbenlovgivning.

Ligesom McCain er det på miljøområdet og finanspolitisk at Pawlenty tiltrækker sig negativ opmærksomhed fra højrefløjen. Sammen med andre guvernører har han anerkendt problemet med global opvarmning og han har brugt meget af sin anden periode siden han blev genvalgt i 2006 til at fremme energibesparelser og har sat et mål op om at staten skal have 25 % af sin energi fra vedvarende energikilder i 2025.

På skatteområdet har han også gjort sig upopulær ved at hæve skatten på en pakke cigaretter med 75 cent for at få balance på budgettet.

Skatteaktivisten Grover Norquist anerkender at det var en enlig svale og giver Pawlenty kredit for ikke at have brugt sidste års tragiske brokollaps på Interstate 35W til at hæve skatterne. Et katastrofe som også på anden måde har hjulpet Pawlenty.

- Han gjorde alt det Bush ikke gjorde ved Katrina, vurderer statskundskabsprofessor Steven Schier, der dog betegner Pawlenty som at være mere en overlever end en der er gennemgående populær i en stat der ikke har stemt på en republikansk præsidentkandidat siden 1972. Flere af de citerede personer i artiklen er enige i at selv om Republikanerne stiller med Pawlenty så er det langt fra sikkert at staten bliver farvet republikansk rød på valgnatten. Men, siger Vin Weber, der vil i det mindste blive kamp om den.

Og det er fordelen ved Pawlenty, for han er den eneste Republikanske guvernør i den del af landet, demokraterne sidder på guvernørposterne i næsten alle de store stater i midtvesten: Ohio, Pennsylvania, Michigan, Illinois og Wisconsin så der er i virkeligheden ikke så mange emner at tage af, og medierne i Minnesota dækker også store dele af to andre vigtige stater langs Mississippi-floden: Wisconsin og Iowa.

Pawlenty selv har indtil videre forholdt sig tavs på spørgsmålet om vicepræsidentkandidat, men han opfører sig allerede mere eller mindre som om han var det, han har været tre gange i Iowa, to gange i New Hampshire, tre gange i Michigan og også besøgt Florida og Illinois. Han har også været ved telefonen og samlet både støtte og penge for McCain.

Det er på ingen måde sikkert at Pawlenty bliver vicepræsidentkandidat, men som en siger:

”Han ville give en balance på holdet i forhold til McCain der er gamle, støvet og kedelig. Tim er ungdommelig, udadvendt og meget karismatisk.”

Den originale artikel fra Politico.com

Hvem skal være McCains wingman

Hvem skal være den tidligere pilot John McCains wingman til november? Der er meget spekulation og endnu flere muligheder, men i virkeligheden er der kun en lille gruppe omkring McCain som måske kender svaret. Spørgsmålet er naturligvis blevet endnu mere aktuelt efter at McCain i nat vandt primærvalgene omkring Potomac-floden og nu matematisk ikke længere kan hentes af Huckabee.

Senator Lindsey Graham fra South Carolina har været McCains tro væbner siden han blev valgt til senatet i 2002 og igennem hele valgkampen har han været med kampagnen rundt, men der er vist ikke rigtigt nogen der tror, at den 52-årige ungkarl vil blive nummer to på stemmesedlen.
Er der to der har holdt sammen i primærvalgene så er det John McCain og Mike Huckabee. Selv om Huckabee kæmper videre sker det nærmest uden at han rigtigt går til sin modstander, men bare rejser rundt med sit eget positive budskab om at han er de konservatives valg.

Specielt i de mange tv-debatter har de to været et hårdtslående tag-team mod Mitt Romney. McCain har ikke behøvet at gå hårdt til sin nærmeste rival for det har han haft Huckabee til at gøre sit beskidte arbejde. Det har fået flere kommentatorer til at spekulere i om Huckabee i virkeligheden kæmper for at blive McCains vicepræsidentkandidat.

Amerikansk politik bliver ofte beskyldt for at være et kynisk og taktisk foretagende, men på Mike Huckabee virker det nærmest som om at han ikke har kunnet lade være med at gå til Mitt Romney, simpelthen fordi han ikke kan fordrage ham.

Den berømt og berygtede republikanske strateg Lee Atwater betegnede engang det republikanske parti som ”The Big Tent Party”, et bredt parti med højt til loftet for alle amerikanere der støttede lavere skatter og stærkere forsvar.

Det Republikanske Parti kan, meget overfladisk, deles op i tre store fraktioner, de religiøse abortmodstandere, de militaristiske og dem der bare ikke gide betale skat.

Den konservative kommentator og tidligere præsidentkandidatkandidat Pat Buchanon udtalte forleden, at med McCain og Hillary på stemmesedlen var der heldigvis en tredje mulighed: Pistolen på natbordet! Den ligeledes konservative kommentator Ann Coulter sagde at hun hellere ville stemme på Hillary end McCain. Heldigvis for de to kommentatorer ser det jo ud som om at de slipper for det valg – og så kan de jo stemme på Obama i stedet for.

Deres udsagn fortæller lidt om det forhold som John McCain har til visse grupper og personer på den yderste højrefløj i partiet, men andre med samme konservative observans som bl.a. tidligere vicepræsidentkandidat Jack Kemp, milliardæren Steve Forbes og pro-life aktivisten Gary Bauer har i den sidste uges tid stillet sig op bag McCain og der er en vis diskussion om hvor dybt hadet til McCain strækker sig. Exit polls fra de tidlige primærvalg viste i hvert fald, at store dele af både Romneys og Huckabees vælgere havde McCain som deres andetvalg.

Valgmatematik for viderekommende

Et amerikansk valg udkæmpes som de fleste er bekendt fra delstat til delstat om stemmerne i valgmandskollegiet. Man kan selvfølgelig bare gøre som Ronald Reagan gjorde i 1984, få et solidt flertal i vælgerbefolkningen og vinde 49 ud af 50 delstater. Det er dog svært at tro at Hillary eller McCain kan hamle op med The Gipper!

I tv-serien Præsidentens Mænd stillede republikanerne op med Senator Arnie Vinick fra Californien, der var skåret over John McCains profil. I den fiktive valgkamp mellem Vinick og Matt Santos udtænker hans kampagnechef en strategi som betyder, at Vinick kæmper om at vinde i alle 50 delstater (deraf navnet ”The 50-state Strategy”).

Det er naturligvis kun i fiktionens verden at den slags kan komme på tale, for der er bare nogen stater Republikanerne simpelthen ikke kan vinde et valg der højst sandsynligt bliver lige så tætte som de to foregående, men McCain og Hillary på stemmesedlen ændrer alligevel lidt på dynamikken. Kæmpestaterne Ohio, Florida og Pennsylvania vil helt sikkert blive centrale i valgkampen som de har været det de sidste mange gange, men McCains profil, økonomisk konservativ - social liberal, minder lidt om den man har i New England (uden for Massachusetts). Det sætter frihedselskende stater som Maine, New Hampshire og Vermont i spil. Et stort spørgsmålstegn kan umiddelbart sættes i velhavende New Jersey (USA’s svar på Amager), selv om staten har et pænt demokratisk flertal i kongresdelegationen, så har politikere med John McCains politiske udgangspunkt før kunne bryde Demokraternes magtmonopol.

Det hurtigst voksende område i USA (qua indvandring fra syd og pensionister fra nord) er ”South West”, staterne Arizona, New Mexico, Nevada og Colorado. Det er McCains hjemmebane og han burde have gode muligheder for at holde alle fire stater i den Republikanske kolonne i valgregnskabet, men han har haft overraskende svært ved at overbevise de republikanske vælgere udenfor Arizona om at han er deres kandidat – ikke mindst her fænger budskabet om McCain som McAmnesty godt. Han er simpelthen for soft on immigration.

Men hvad er mulighederne så:

Mulighed 1: En kvinde

Mange kvindelige vælgere vil kunne overvejes at stemme på Hillary fordi hun er kvinde, men Republikanerne kunne jo vise halvdelen af vælgerne at de faktisk også havde en kandidat til dem, ved selv at stille en kvinde op.

De to mest oplagte er Susan Collins og Olympia Snowe fra Maine. Begge trofaste McCain-støtter og to meget dygtige (de kan deres lovstof) og populære politikere hjemme i staten men som til gengæld har en voting record i Senatet der får McCain til at virke kulsort og ville får de delegerede på konventet til at gå bananas. Historien er det samme med Connecticuts umådeligt populære guvernør M. Jodi Rell, men hun har bl.a. skrevet under på en lov der giver homoseksuelle par samme rettigheder som heteroseksuelle. That’s a no go!

Så hvis det skal være en kvinde kunne Texas-senator Kay Bailey Hutchison være et nogenlunde bud, hun har bl.a. været nævnt som en mulig VP-kandidat for Romney. Hun er moderat konservativ, utroligt vellidt hjemme i staten og deler McCains synspunkter på hele det sprængfarlige indvandrerområde.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om kvinderne køber at de kan få en kvindelig vicepræsident, når de nu kan få den rigtige vare på den anden hylde.

Mulighed 2: En sort

Der er intet som at fiske i rørte vande og hvis/når Demokraterne afviser Obama kunne Republikanerne viser at de havde et godt tilbud til de sorte vælgere: en sort kandidat. Tidligere gruppeformand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus hedder J.C. Watts og er fra Oklahoma, han er en solid konservativ og kristen så det basker, han har bl.a. været præst i en baptiskirke.

Udenrigsminister Condoleeza Rice kunne også være et bud og hun dækker jo også mulighed 1 godt ind. Problemet er jo bare at hun på alle måde symboliserer den totalt upopulær Bush-administration og at hun er ugift, hvilket bare ikke er i orden.

Problemet for Republikanerne er jo at alle (9 ud af 10) sorte stemmer på Demokraterne i forvejen og det er svært at forestille sig at de skulle holde op, bare fordi Republikanerne stiller med en enkelt ”poster boy”.

Mulighed 3: En lokal

Der er ikke ret mange politikere i USA der har en stor national profil, udover nuværende og tidligere præsidentkandidat, præcis ligesom at de fleste danskere har svært ved at sætte navn på engelske, tyske og lettiske medlemmer af Europaparlamentet.

Der er dog politikere der har en stor lokal profil og som måske kan svinge en stat fra det ene parti til det andet. Effekten af den slags er ofte overvurderet, men historiske erfaringer viser at en vicepræsident giver omkring 2 % mere end landsgennemsnittet.

Der er naturligvis flere der er oplagte, men dem der sticker ud er Floridas guvernør Charlie Crist, Minnesotas guvernør Tim Pawlenty eller Missouris senator Jim Talent. De to førstnævnte har fra staten været McCain-støtter fra starten, mens Jim Talent valgte ikke at endorse nogen kandidat, men har været nævnt som en mulig VP-kandidat for Romney. Talent er ganske konservativ og absolut ikke en kandidat der overskygger chefen.

I denne kategori kunne man også finde Hawaiis guvernør Linda Lingle eller tidligere New Jersey guvernør Tom Kean, Sr.

Mulighed 4: En konservativ

At John McCain har store problemer med at begejstre konservative, evangeliske vælgere om sit kandidatur er vist ikke nogen nyhed og så kan man jo vælge en vicepræsidentkandidat der taler deres sprog, som f.eks. Mike Huckabee.

Der er mange andre konservative at vælge imellem: Senator Sam Brownback fra Kansas har været en af de tidlige McCain-støtter efter at han selv droppede ud af præsidentvalgkampen

Mulighed 5: En klon

I 1992 stillede Bill Clinton op med en vicepræsident der lignede ham selv, en moderat sydstatspolitiker der understregede sloganet om at der var tale om en ny slags Demokrater.

I mine øjne er John McCains stærkeste indenrigspolitiske kort hans image som en maverick, en outsider der ikke bare forfalder til konservative doktriner. Det image kunne han understrege ved at vælge en vicepræsident der ligner ham selv en smule. Der er umiddelbart to-tre stykker der passer fint ind i den kategori: Senator Tom Coburn fra Oklahoma, Senator Chuck Hagel fra Nebraska og South Carolinas guvernør Mark Sanford.

Som sagt, det er kun McCain og hans nærmeste der kender svaret, men hvis det ikke bliver en af ovenstående så bliver jeg nok en smule overrasket.

Er Clinton/Obama lykken for Demokraterne?

Det Demokratiske Partis primærvalg bliver afgjort i morgen nat mellem tirsdag og onsdag når Hillary Clinton sætter sin sidste rival, Barack Obama, på plads på dagen som er blevet døbt Super Tuesday. Dette bastante udsagn kunne måske overraske læsere der kun havde fulgt kanoniseringen af Obama i de danske medier, men de udsendte danske journalister kan åbenbart ikke læse (eller ikke forstå) meningsmålinger eller det amerikanske primærvalgssystem. Hillary vinder!

Dermed får Demokraterne deres første kvinde som præsidentkandidat, hvilket i sig selv er ”living history”, men i nogen grad bliver overskygget af at man kunne have fået en sort kandidat.

Hillarys første store beslutning som præsidentkandidat bliver nu at vælge sin vicepræsidentkandidat og ikke mindst give svar på det helt store spørgsmål, skal hun vælge Barack Obama som sin ”running mate”?

Vicepræsidentkandidatens rolle er i praksis meget begrænset, man skal deltage i en enkelt eller to tv-debatter mod den anden vicepræsidentkandidat og så skal man ellers rejse rundt og gentage budskabet om hvor fantastisk præsidentkandidaten er og ellers skal man lave så lidt selvstændigt som overhovedet muligt. Ingen præsidentkandidat gider læse historier i New York Times om eventuel uenighed mellem sig selv og vicepræsidenten. Kommentator Amy Walters fra National Journal sammenlignede vicepræsidentens rolle med brudgommens til et bryllup: Han skal holde sin mund og se flink ud, for den dag handler alt nemlig om bruden.

Tiden løb fra Edwards
For Obama må John Edwards nedtur i primærvalgene give stof til eftertanke, for hvad skal han gøre nu for at stille sig selv i position til at være den naturlige arvtager for Clinton og blive den første sorte præsidentkandidat?

Den 3. marts 2004 var John Edwards på højdepunktet af sin politiske karriere, den ungdommeligt udseende senator med den tykke sydstatsaccent havde godt nok lige tabt Super Tuesday og John Kerry havde sikret sig det demokratiske partis nominering. John Edwards havde ført en fremragende og helt igennem positiv og optimistisk kampagne. Hans stjerne lyste klart og ”alle” de kloge hoveder var enige om, at Edwards skulle være Kerrys vicepræsidentkandidat, en win-win situation for John Edwards der enten ville være frontrunner til valget i år hvis Kerry tabte og hvis de sammen havde slået præsident Bush ville han være det helt naturlige valg til at efterfølge Kerry som Demokraternes præsidentkandidat i 2012. Meget ligetil.

Men sådan gik det som bekendt ikke, for på det Demokratiske partis konvent i Boston tændte en ny stjerne, en ung kandidat fra Illinois til senatet skrev sig med en fænomenal tale ind i bevidstheden hos partimedlemmerne og hos ”the talking heads” med sine ord om at der fandtes et USA som ikke bare kunne deles op i røde republikanske stater og blå stater for demokraterne. Et USA som ikke bare kunne deles op i liberale og konservative.

John Edwards nedtur fortsatte ved præsidentvalget i november 2004 hvor Demokraterne led deres største nederlag siden 1988 til en præsident som havde startet en upopulær krig i Irak og en personlig skuffelse for Edwards der end ikke formåede at sørge for at vinde sin hjemstat North Carolina, et nederlag efter en kampagne hvor han efterfølgende blev beskyldt for at have været alt, alt for anonym. Fra at have været den oplagte kandidat til præsidentposten var han nu ”broken goods”, en ødelagt vare plettet af et svigende nederlag. Amerikansk politik kan ofte sammenlignes med boksning og i boksning får man sjældent den store titelkamp hvis man taber til en gammel, slidt journeyman.

Årets primærvalg har været en kæmpe skuffelse for Edwards, der er blevet klemt mellem mastodonterne Barack Obama og Hillary Clinton. Kampagnen fik aldrig rigtigt fodfæste blandt vælgerne og ikke mindst var Edwards rolle fra 2004 som optimisten og det nye friske ansigt blevet overtaget af Obama. Edwards blev derfor mere eller mindre frivilligt presset ud i en venstreorienteret, populistisk rolle som ikke rigtigt solgte eller gav genklang, amerikanerne har aldrig rigtigt været vilde med kandidater der bliver ved med at tale om hvor dårligt det går for de mindre heldige i det amerikanske samfund. Resultatet af det hele var nogle middelmådige resultater ved primærvalgene og selv om han i ugerne optil havde forsikret omverden om, at han ville tage kampen hele vejen til partikonventet til sommer tog han onsdag konsekvensen og droppede ud af valgkampen efter endnu et dårligt resultat, denne gang ved primærvalget i Florida.

Tør Obama at gamble?
Edwards historie bør som sagt vække eftertanke hos Barack Obama der på næste onsdag står i den samme situation som Edwards gjorde for præcis fire år siden. Han er blevet nummer to ved primærvalget og der vil være et massivt pres på ham og på Hillary Clinton om at vælge ham som partiets vicepræsidentkandidat. Der tales i medierne og på blogs meget om ”the dream ticket” med primærvalgets nummer et og to der skal stå sammen mod Republikanerne, lægger den hårde valgkamp bag sig og samler partiet. Emnet blev også kort berørt da de to kandidater mødtes til debat torsdag nat i The Kodak Theater, hvor forslaget om at de to skulle stille op sammen blev mødt af enorme klapsalver far publikum, men som en kommentator tørt konstaterede efterfølgende, så var det måske ikke en forsamling der var særlig repræsentativ for dem amerikanske vælgerbefolkning i almindelighed.

Barack Obama skal overveje om det er risikoen værd at stille op sammen med Clinton i et valg som det vil være en katastrofe at tabe for Demokraterne. Hvis de ikke kan vinde over John McCain med den massive opbakning og interesse der har været for kandidaterne indtil nu og den kritiske situation som Det Republikanske Parti har været igennem de sidste år, så er det svært at se hvordan Demokraterne nogensinde skal vinde Det Hvide Hus tilbage igen. Skuffelsen vil være enorm og det vil helt sikkert også smitte af på vicepræsidentkandidaten.

At Barack Obama taber primærvalgene til Clinton skyldes ikke mindst, at han mangler politisk erfaring og hvis han nu tager tilbage til Senatet og bygger et renomme op som en effektiv politiker der kan sætte magt bag de flotte ord om at arbejde hen over midten, vil det ikke skade ham i fremtiden. Han har ført en god og sober valgkamp og har helt sikkert ikke diskvalificeret sig selv til at prøve igen om fire eller otte år. Men på den anden side er der jo også risiko for Obama at der til den tid er kommet en ny og mere spændende politiker til. Men skal som sagt smede mens jernet er varmt.

Hillary skal satse på midten
For Clinton vil fristelsen sikkert også være der til at samle partiet ved at vælge Obama, men uanset hvor progressivt og nyskabende det vil virke i Europa, hos lederskribenterne på de store liberale aviser i Amerika og i det demokratiske bagland med en kvinde og en sort mand, så kan det ende med at være en fejltagelse af dimensioner hvis det sker.

Hillary Clinton skal i november op imod en republikansk kandidat, John McCain, hvis styrke er de moderate vælgere i midten af amerikansk politik, vælgere typisk bosiddende i forstæderne til de store industribyer i Pennsylvania, Ohio, Michigan og i pensionistparadiset Florida. Stater der er afgørende for at vinde det amerikanske præsidentvalg og vælgere som ved midtvejsvalget i 2006 var afgørende for Demokraternes kæmpesejr.

Vælgere hvis utilfredshed med præsident Bush nok er stor, utilfredshed med krigen i Irak og masser af bekymring om den dårlige økonomi, men som også er noget lunkne ved tanken om, at kvinden som de mener kunne være ”The Wicked Witch of the Easts” onde tvillingesøster skal bestemme fra Det Ovale Værelse, og som politisk bekymrer sig om stigende skatter, positiv særbehandling af minoriteter og spørgsmålet om abort. Meningsmålingerne mellem de to kandidater McCain og Clinton viser et statistisk dødt løb og hvis kandidat Clinton skal blive til præsident Clinton skal hun pinedød på en eller anden måde have fat i nogle af de mere moderate midtervælgere og dertil hjælper Obama hende på ingen måde.

Obamas styrke er blandt de sorte vælgere, unge collegestuderende og de veluddannende hvide i byerne – de demokratiske kernetroper og partisoldater der bliver varme om hjertet når de tænker tilbage på det demokratiske partis store liberale ikoner som Jesse Jackson, Walter Mondale og Ted Kennedy. De vælgere stemmer jo på Hillary uanset om hun har Obama med på stemmesedlen eller ej. Men de demokratiske kernevælgere har aldrig nogensinde udgjort et flertal alene og uanset hvor højt de råber, så vindes amerikanske præsidentvalg ved at overbevise midten.

Det burde ikke være svært for Hillary Clinton at drage den konklusion, for det var præcis den samme konklusion som Bill Clinton drog tilbage i 1992 da han valgte den rimelig konservative Tennessee-senator Al Gore som sin ”running mate” - det lyder måske lidt underligt at kalde Gore for konservativ i dag, men det var ikke desto mindre sandheden tilbage i starten af 90’erne.

Det er ikke uinteressant at se hvem netop Bill Clinton ellers overvejede som sin vicepræsidentkandidat i 1992, udover Al Gore havde han bl.a. overvejet Floridas tidligere guvernør, senator Bob Graham, kongresmedlem Lee Hamilton fra Indiana, der var et fremtrædende medlem af forsvarsudvalget og Senator Bob Kerrey en Vietnam-veteran fra Nebraska, alle sammen hvide mænd fra konservative stater i Syden eller Midtvesten. Det ville være højst overraskende hvis Hillary skulle afvige meget for denne tankegang.

Hillary Clinton skal have en vicepræsidentkandidat der kan berolige de lettere bekymrede midtersøgende vælgere og derfor har hun brug for en mand der kan give et beroligende indtryk og ikke mindst en der kan række ind over midten. En hvid mand gerne med lidt erfaring fra militæret og gerne en som går i kirke regelmæssigt - også når der ikke er valgkamp.

At Demokraterne for første gang i historien stille med en kvinde øverst på stemmesedlen er historisk, spørgsmålet er derfor om det ikke vil være for meget historie på en gang både at have en kvinde OG en sort mand samtidig. Den første del af svaret, hvem der bliver vicepræsidentkandidat får vi efter sommerferien og sidste del – om det var det rigtige valg – må vi vente med helt til november.

Potientielle "running mates"

Der blev spurgt om jeg ikke kunne lave en listre med potientelle vicepræsidentkandidater og jeg har valgt at tage udfordringen op.

Hillary Clinton
Har brug for en mand med udenrigs- og forsvarspolitisk ballast, gerne med en moderat konservativ sydstatsbaggrund.

• Sam Nunn, 68, tidligere senator fra Georgia (1972-1997), tidligere formand for senatets forsvarsudvalg. Hvis Hillary vinder nomineringen ville det være min favorit kombination.
  
• Senator Jim Webb, 61, Virginia, Reagans tidligere marineminister, tidligere marinesoldat og forfatter. Senator Webb bør være på Hillarys shortlist.
  
• Kongresmedlem John Spratt, 64, South Carolina, moderat sydstatsmand med tonsvis af parlamentarisk erfaring. Han er formand for kongressens budgetudvalg og medlem af forsvarsudvalget.
  

Barack Obama
"Bam" har i virkeligheden brug for det samme som Hillary Clinton, en hvid mand, men udover de navne der er på min liste med navne til Hillary, kan Obama også vælge en fra New England-området. Han har desuden brug for en med masser af Washington-erfaring der kan samarbejde med kongressen.

• George J. Mitchell, 73, tidligere senator fra Maine (1980-1995), minority leader og ham der sørgede for fred i Nordirland.
• Tom Daschle, 59, tidligere senator fra Southa Dakota (1987-2005), demokratisk leder i Senatet i fem år.
• Kongresmedlem Ike Skelton, 75, Missouri, formanden for forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus. Medlem af Kongressen siden 1977.

John Edwards
Kan i modsætning til alle de andre vælge nærmest hvad som helst, han har dog mest af alt brug for lidt udenrigspolitisk erfaring.

• Max Cleland, 64, invalideret krigsveteran og tidligere senator fra Georgia (1997-2003).
• Senator Evan Bayh fra Indiana, 51, tidligere guvernør (1987-1997) , senator siden 1999, medlem af forsvarsudvalget og efterretningsudvalget. Moderat og lidt af en policy wonk. Hvis jeg kunne bestemme skulle det være de to.
  
• Senator Bob Casey fra Pennsylvania, 46. Midtvesten bliver vel som sædvanlig en kampplads og med en moderat, pro-life, pro-guns, katolik kan man række ud til vælgerne i Ohio, West Virginia og Missouri.

John McCain
Har al den parlamentariske erfaring der er nødvendigt, men mangler en lidt yngre kandidat der kan berolige de mest konservative elementer i partiet.

• Guvernør Tim Pawlenty fra Minnesota, 46, konservativ guvernør i en demokratisk stat. Pawlenty er formand for McCains valgkamp.
• Senator Lindsay Graham fra South Carolina, 51, sydstatssenator der har været imod meget af Bush's mest kontroversielle udenrigspolitik, bl.a. omkring fangerne på Gitmo og brugen af tortur. Lindsay Graham mangler måske en hustru, men mon ikke man kan score på at sige at man er USAs vicepræsident? Jeg afslører nok ikke for meget ved, at indrømme at på den Republikanske side er det min favorit.
  
• Kongresmedlem Mike Pence fra Indiana, 47, En af de yngre konservative kræfter i Repræsentanternes Hus. Populær blandt partiaktivisterne der har presset på for at få ham til at stille op til valget selv.

Rudy Giuliani
Borgmesteren er ikke vandt til Washington og er en outsider har mere end nogen har brug for en der kan netværke med partifællerne på Capitol Hill.

• Senator Lamar Alexander fra Tennessee, 66; Tidligere guvernør i Tennesse (1979-1987) minister for George H.W. Bush, præsidentkandidat og med gode kontakter til partiets højrefløj.
• Guvernør Haley Barbour fra Mississippi, 59; Tidligere formand for Den Republikanske Partiorganisation og den guvernør som havde mest styr på sin stat efter Orkanen Katrina.
• Kongresmedlem Duncan Hunter fra Californien, 58; tidligere formand for forsvarsudvalget og en af de ledende fortalere for hårdere indvandrerpolitik, et emne der efter min bedste overbevisning bliver et nøglespørgsmål i flere swingstates - bl.a. Colorado, Nevada og New Mexico. Duncan Hunter er selv præsidentkandidat men har ikke en kinamands chance for at blive nimineret.

Mitt Romney
Vil gerne selv have en rigtig konservativ sydstatsmand, men skal nok også gå efter en med en anelse mere (udenrigs)politisk erfaring. Hvis jeg var Romney ville jeg se bort fra folks alder og gå efter erfaring.

• Senator Dick Lugar fra Indiana, 75; der ingen republikanere der kommer i nærheden af Dick Lugar når det handler om udenrigspolitik.
• John Danforth, 70, tidligere senator fra Missouri (1976-1995), hans karriere efter tiden i Senatet har bla. været som USAs udsending til Sudan og en kort periode somUSAs FN-ambassadør. John Danforth er desuden præst i den Episcopale kirke.
• Tom Ridge, 61, tidligere guvernør i Pennsylvania (1885-2001), kongresmedlem (1983-1995) og den første Homeland Security Secretary.

Fred Thompson
Hvis Thompson stiller op som den konservative kandidat har han brug for en moderat der ikke skræmmer alle midtervælgerne væk, gerne også en der ser en anelses yngre ud end ham selv. Geografisk har han den fordel at han er fra Tennessee og han derfor kan vælge nærmest fra alle regioner uden at det bliver et problem.

• Senator Chuck Hagel fra Nebraska, 60; populær moderat konservativ krigshelt, succesfuld erhvervsmand. Senator siden 1997.
• Christine Todd Whitman, 60, tidligere guvernør i New Jersey (1994-2001), "miljøminister"og en kendt moderat stemme i Det Republikanske Parti. Hun er i øjeblikket direktør for United Technologies - koncernen i Connecticut der bl.a. laver Sikorsky-helikoptere.
• Kongresmedlem Chris Shays fra Connecticut, 61; kongressens ekspert i bioterroisme, en moderat republikaner (han er bl.a. tilhænger af abort) der kan hjælpe GOP i Connecticut og New Hampshire. Shays har siddet i kongressen siden 1987.

Ja, og så er ballet åben for en fri og fordomsfri debat.