12.12.05

Kamp om fortrydelsespillen i flere stater

Fortrydelsespillen – et lille medicinsk vidunder der kan rette op på konsekvenserne af kombinationen af sprængte, glemte eller ikke-brugte kondomer og sex – har længe været et sprængfarligt politisk emne på nationalt niveau efter at embedsmænd i FDA, Food and Drugs Administration (der svarer lidt til Sundhedsstyrelsen) nægtede at offentliggøre en rapport der kunne gøre pillen lovlig.

Nu har denne politiske kamp spredt sig til flere delstater. Først og fremmest til Illinois hvor fire apotekere er blevet fyret fordi de, af moralske grunde, ikke ville sælge medicinen. De har nu indbragt sagen for the Equal Employment Opportunity Commission som så skal tage stilling til om fyringen var retsmæssig. Illinois er den eneste stat der har en lov der kræver at apotekerne SKAL sælge medicinen.

Sagen i Illinois fik det Sue Hofer, der er talsmand for regeringen i delstaten, til at sammenligne apotekere der ikke ville sælge pillen med fanatiske vegetarer der arbejder på McDonalds men nægter at servere kød.

I staten Wisconsin har Guvernør Jim Doyle (D) givet sin Attorney General Peg Lautenschlager (D) lov til at sagsøge føderalstaten så man i fremtiden kan købe fortrydelsespillen uden recept. For delstaterne er der åbenbart en bonus hvis medicinen ikke længere er receptpligtig – så slipper de nemlig for at bidrage økonomisk til pillen.

I Massachusetts har delstatsparlamentet vedtaget en lov der gør det muligt for apotekere at udstede recept uden at man skal gå til doktormanden først og gøre rede for hvorfor man nu har brug for pillen. Et træk som vil gøre pillen mere tilgængelig. Guvernør Mitt Romney (R) havde i første omgang nedlagt veto mod loven, men det demokratisk kontrollerede parlament overrulede ham og loven træder i kraft i næste uge. Efterfølgende forsøgte Romney at undtage katolske hospitaler for at skulle udlevere pillen til voldtægtsofre – men da han blevet truet med advokater og retssager gav han sig.

En lignende lov blev vedtaget i New York (som har republikansk kontrolleret delstatssenat) men her havde lovgiverne ikke stemmerne til at bryde Guvernør George Patakis (R) veto. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden den kommende demokratisk guvernør kan underskrive en lignende lov.

I de røde stater, de republikansk dominerede stater i midtvesten og syden er billedet omvendt. I Indiana og Texas har delstatsparlamenterne besluttet at Medicaid (altså medicintilskuddet) ikke dækker fortrydelsesmedicin og i Arkansas, Georgia, South Dakota og Mississippi har politikerne vedtaget regler der gør det muligt for apotekere med moralsk kvababbelser at lade være med at sælge pillen.

Kampen raser om man nemmere skal kunen købe fortrydelsespiller, f.eks. her på apoteket i Beardstown, Illinois.

Ingen kommentarer: