Anmeldelse: Good night, and Good Luck

Jeg indrømmer gerne at jeg elsker film om amerikansk historie og jeg bliver almindelig sjældent skuffet hvis en film handler om amerikansk politik, så det er lidt af en underdrivelse at jeg med spænding har set frem til George Clooneys film om de journalister fra CBS som fik afsluttet Senator Joe McCarthys (R-WI) kommunistjagt. Her sidst på eftermiddagen fik jeg så set filmen og jeg må sige det som det er: Good Night, and Good Luck er en af de dårligste film jeg har set i ualmindelig lang tid.

Filmen er en langtrukken gang kedelig snak og konflikterne er simpelthen hen så ualmindelig ligegyldige fordi der mangler skurke som vil hovedpersonerne noget ondt. Der er tre store konflikter eller historier i filmen:

1) Kan Ed Murrows og Fred Friendly få lov til at sende deres indslag om McCarthy eller vil direktøren på CBS vælge at stille sig på annoncørernes side. Den konflikt er løst efter fem minutter og så er der ikke mere kød på den historie.
2) Der er et ægtepar, Joe og Shirley Wershba, ansat på CBS og det er åbenbart forbudt så de må holde det skjult, men da det bliver opdaget er deres reaktion: Når men så må een af os sige op!
3) En medarbejder på CBS begår selvmord fordi en konservativ klummeskribent skriver at han er venstreorienteret.

Fred Friendly (Clooney), Joe Wershba (Robert Downey Jr.) og Ed Murrows (David Strathairn)

George Clooney bruger så resten af tiden på at komme med slet skjulte referencer til den nuværende politiske situation. Disse kommentarer virker som den virkelige grund til at filmen er blevet til noget og det gør bare filmen så ligegyldig fordi den først og fremmest vil prædike og dernæst underholde.
Et andet irritationsmoment er jazzsangerinden, Dianne Reeves, der umotiveret synger fire-fem gange i filmen. Ikke at hun ikke er en dygtig sangerinde men sekvenserne er ikke med til at speede tempoet op i en i forvejen meget sløv film og man kunne mistænke Clooney for at inkludere sekvenserne for at filmen ikke skulle være endt som en kortfilm.

Filmens højdepunkt er arkivoptagelserne af Sen. John McClelland (D-Arkansas) og Sen. Stuart Symington (D-Missouri) der endegyldigt siger fra overfor deres kollegas metoder.

At filmen er nomineret til fire Golden Globes kommer imidlertid ikke bag på mig. Efter Fahrenheit 9/11 er der ikke en tvivl om at Bushbasherbevægelsen lever i bedste velgående og at denne film lever højt på dette.

Jeg anbefaler at man sparer sig selv ulejligheden, penge og tid og i stedet genser Alle Præsidentens Mænd om d'herre Woodward og Bernstein hvis man vil se en film om journalister der fik en politiker der var gået over stregen ned med nakken. Ens tid vil utvivlsomt også være bedre brugt med film som Dude Wheres My Car, Ghetto-blaster eller Weekend Med Bernie.

En rigtig skidt oplevelse