28.8.06

Mulighed for en demokratisk sejr i Idaho

En demokratisk advokat og forretningsmand står med gode muligheder for at blive valgt til kongressen fra en af de rødeste, mest konservative stater - nemlig Idaho.

Idaho er den lille næsten trekantede stat der ligger mellem Washington og Montana helt oppe i USAs nordvestlige hjørne. Staten har knap 1,3 million indbyggere, over 90 % af befolkningen er hvide, de bor i små byer og knap 15 % af dem er mormoner, nemlig den demografiske sammensætning der udgør de absolut hardcore republikanske kernevælgere, 68 % stemte på Bush i 2004, republikansk guvernør, kun republikanske kongresmedlemmer osv.

Jeg tror ikke det er helt tilfældigt at Idaho her er highlighted med Republikanernes røde farve.

Idaho har to medlemmer af den amerikanske kongres, de to republikanere C.L. "Butch" Otter i det 1. distrikt og Michael Simpson i det andet. Den første, Butch Otter, stiller op til guvernør og derfor har Republikanerne været ude i et primærvalg for at finde en afløser. Vinderen blev Bill Sali, lokalt medlem af delstatsparlamentet, og han er grunden til at Idaho måske sender en demokrat i kongressen.

Bill Sali er nemlig - lad os kalde det kontroversiel. Den lokale Speaker of the House, Bruce Newcomb sagde i april om Sali: "That idiot is just an absolute idiot. He doesn’t have one ounce of empathy in his whole fricking body. And you can put that in the paper.". Kongresmedlem Mike Simpson er heller ikke en af Salis bedste venner. Da Simpson var Speaker truede han engang Sali med at han ville smide ham ud af et vindue fordi han var imod noget lovgivning. Læs hvad andre har sagt om Sali her.

På den anden side står så Larry Grant en demokratisk kandidat med gode kvalifikationer, en lokal knægt, søn af en jernbanearbejder, de endte som toprådgiver i statens og distriktets største virksomhed Micron (IT-branchen som er en vækstindustri i den lille bjergstat). Hadet mod Sali har fået prominente republikanere til at danne en Republicans for Grant-forening og mange republikanske politikere har valgt ikke at endorse Sali.

Det første distrikt dækker den vestlige del af staten, fra grænsen til Nevada i syd til den canadiske grænse i nord. Distriktet har oplevet en stor tilflytning af folk med latinamerikansk baggrund og det er alt andet lige en fordel for den demokratiske kandidat.

P.S. Hvis Idaho sender en demokrat i kongressen vil jeg gerne vædde fortæringen af et aldrende stykke hovedbeklædning på at USAs næste Speaker of the House bliver en demokrat.

Ingen kommentarer: