10.8.06

Det blev en sejr til Lamont

Med en sejr på 52 - 48, hvilket var omkring 8000 stemmer vandt multimillionæren Ned Lamont det demokratiske primærvalg i Connecticut. Dermed blev Senator Joe Lieberman det første offer for Krigen i Irak. Set i bagklogskabens ulidelig klare lys er der ingen tvivl om at Liebermans udmedling om at han ville stille uanset om han vandt den demokratiske nominering eller ej gjorde udslaget for Lamont-kampagnen. Det var efter den udmelding at Lamont fik sit store momentum og efter det var der op af bakke for Lieberman. Der skal heller ikke være nogen tvivl om at dette ER en stor sejr for bloggerne og ikke mindst DailyKos grundlægger Markos Zuniga, der har brugt mere end et år på at finde en kandidat der kunne udfordre Lieberman og efterfølgende har lavet en enorm indsats på at fundraise og sidst men ikke mindst har brugt sit talerør til utrætteligt at angribe Lieberman. Jeg tror stadig på at Demokraterne har skudt sig selv i foden og skubbet moderate vælgere fra sig og at Lamont og Zuniga har sikret Republikanerne fortsat flertal i Senatet. Men for deres og demokraternes skyld håber jeg satme at jeg tager fejl.

Spørgsmålet er nu, hvad gør Lieberman. Stiller han op som uafhængig eller finder han en udvej og dropper kandidaturet. Der er ingen tvivl at alle "blue state"-demokrater (altså demokrater for sikre liberale stater) og potientielle præsidentkandidater vil gøre som Chuck Schumer, Hillary Clinton og Evan Bayh og støtte partiets nominerede. Den første gruppe fordi de selv kunne frygte et lignende oprør fra partirødderne og dem med en lille præsident i maven skal ikke have et udestående med de mennesker der skal deltage i primærvalgene om mindre end halvandet år.

Der var også andre valg i Connecticut i går. Borgmester John DeStefano (D-New Haven) vandt retten til at få bank af guvernør Jodi Rell da han slog sin modkandidat, borgmester Dan Malloy (D-Stamford) med 51 - 49.

Længere nede på stemmesedlen til et valg om en plads i delstatsparlamentet vandt Rita Schmidt med een stemme over Elissa Wright. Schmidt fik 457 stemmer, Wright fik 456. En tredje kandidat fik 408.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg hører heller ikke til dem, der klapper i hænderne over Libermans nederlag, selvom jeg dog tvivler på, at det vil have nogen national afsmitning. Man må heller ikke glemme, at Joe udløste sit eget nederlag ved at samle underskrifter sammen til at stille op som uafhængig. Dette "sore Loserman gamble" har utvivlsomt skabt stor vrede blandt trofaste demokrater. Han ville både blæse og have mel i munden ligesom i 2000, hvor han lod sig genopstille til senatet på trods af, at han også var Gore's vicepræsident kandidat.

Joe siger, at han vil tilslutte sig demokraterne, hvis han bliver valgt som uafhængig, så hvis man tager det for gode varer er det vel hip som hap om han eller Lamont vinder i November. Men hvad sker der, hvis republikanerne i Conneticut får presset deres svage kandidat Alan Schlessinger ud og i stedet opstiller en, der kan samle 35% af stemmerne? Så kan demokraterne vel risikere at tabe kampen, hvis Lieberman og Lamont deler resten, eller hvad?

Uffe

DanskPol sagde ...

Til Ronnie: Jeg har også læst at Karl Rove har tilbudt både hjælp og penge til Lieberman hvis han spørger om det. Jeg vil dog fraråde Joe at holde en fundraiser med George Bush som headliner. Jeg tvivler på at det beløb man få ind kan svare sig i forhold til den meget negative presseomtale som en sådan event vil generere.

Men det bliver Lieberman, Lamont og Schlesinger der skal kæmpe slaget og den seneste måling gav et minimalt forspring til Joe.