28.11.05

Kamp om lederpost i kongressen

Til januar skal den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus konstitueres på ny. Det skyldes at den hidtidige flertalsleder Tom DeLay (Texas) har været midlertidig væk pga. af en retssag om overtrædelse af texanske regler vedrørende kampagnefinansiering.

Planen fra DeLays side var nu at han skulle have sin post tilbage hvis han, som ventet, blev frikendt i sagen. Den del af planen er Rep. John Boehner (Ohio) ikke interesseret i at følge, og han har brugt DeLays fravær til at samle stemmer sammen så han selv kan overtage ledelsen af den 230 mand store gruppe.

Rygterne om at muligt magtskifte i den republikanske gruppe har længe cirkuleret i Washington, først var der tidligere på året et mindre oprør blandt de moderate republikanere, ledet af Rep. Charlie Bass (New Hampshire) som ønskede en mere midtsøgende kurs - dog uden den ønskede succes.

John Boehner, 56, tilhører også den mere midterorienterede gruppe af republikanere som har opdaget at Præsident Bush katastrofale meningsmålinger kan gå har fatale konsekvenser for deres mulighed for at blive genvalgt, men han har allieret sig med en række utilfredse mere konservative medlemmer, nyvalgte backbenchere der ønsker sig mere indflydelse.

En vigtig brik i Rep. Boehners forsøg på at tilrane sig magten er Rep. Tom Reynolds (New York) formanden for NRCC, den republikanske kampagneorganisation som har ansvaret for at uddele millioner af dollars til kongresmedlemmernes genvalgskampagne.

John Boehner blev valgt til kongressen i 1990 fra det 8. kongresdistrikt i det sydvestlige Ohio. Han var en af hovedarkitekterne bag den omdiskuterede No Child Left Behind-lov fra 2002 som var en reform af det amerikanske grundskolesystem.
Han var tidligere "gruppeformand" (Conference Chairman) for den republikanske gruppe fra 1995-1999 og har siden 2001 været formand for Committee on Education and the Workforce.


På vej mod magtens tinder! Kongresmedlem John Boehner fra Ohio.

Ingen kommentarer: