12.3.06

Præsidentvalg 08: Bill Frist vandt prøveafstemning

De 1800 deltagere fra 37 stater der deltog på the Southern Republican Leadership Conference (SRLC) i Memphis, Tennessee kunne lørdag eftermiddag vælge at deltage i en såkaldt "straw poll", et prøvevalg, om hvem der var deres foretrukne præsidentkandidat i 2008.

Mere end 1400 af deltagerne valgte at deltage i afstemningen der var blevet spoleret en smule af at Sen. John McCain (Ariz.) havde opfordret deltagerne til at stemme på præsident Bush, hviket 10 % valgte at gøre.

Det blev ikke overraskende en sejr til den lokale Sen. Bill Frist (Tenn.) der fik 526 stemmer, godt 37 %. Frist-kampagnen havde satset hårdt på at få et godt resultat og det gav altså pote. Men det hjalp også Frist at der var mere end 700 deltagere fra Tennessee og han fik næsten alle sine stemmer fra Tennessee-delegationen.

Nummer to blev til gengæld, meget overraskende, guvernør Mitt Romney fra Massachusetts der fik 205 stemmer (14,4 %). Det er en indikation på at Mormon-spørgsmålet måske ikke er lige så diskvalificerende som jeg og andre har regnet med. Et rigtig godt resultat for Romney der var meget langt hjemmefra (og ikke selv overværede afstemningen fordi han var taget videre til Iowa for at deltage i et par møder der).

Mitt Romney blev med sine 14,4 % den egentlige vinder af SRLCs straw pol. Resultatet var meget bedre end ventet.

Delt på en tredjeplads kom Sen. George Allen (Virg.) og præsident George W. Bush (der var write-in kandidat) med 147 stemmer (10,3 %). Det er et udemærket resultat for Allen, der nok skal være mere optimistisk over at han var det foretrukne andetvalg blandt de mange der stemte på Bill Frist.

John McCain blev nummer fem med 66 stemmer (4,6 %) hvilket er udemærket, når man nu tager ind i overvejelsen at han havde opfordret sine støtter til at stemme på Bush og at det ikke er blandt de republikanske aktivister at McCain har sin stærkeste støtter.

Der var desuden stemmer til Condoleeza Rice, Sam Brownback, Rudy Giuliani, Newt Gingrich og rosinen i pølseenden blev Nebraska-senator Chuck Hagel der fik tre stemmer.

I modsætning til prøvevalget ved SRLC i 1998 hvor daværende guvernør George W. Bush vandt afstemningen er det tydeligt at der ikke på nuværende tidspunkt er en naturlig eller overbevisende afløser til den nuværende præsident, en kandidat der kan samle de forskellige fraktioner og geografiske modsætninger i partiet og det åbner op for at der stadigvæk kan komme en anden kandidat på banen, eksempelvis en populær afgående guvernør fra Florida med et kendt navn.

Ingen kommentarer: