23.5.07

Momentum for Romney og Richardson i Iowa-måling

En ny meningsmåling fra Des Moines Register er gode nyheder for Republikaneren Mitt Romney og for Demokraterne John Edwards og Bill Richardson.

Mitt Romney får nemlig 30 % i målingen foran John McCain med 18 % og Rudy Giuliani med 17 %. Tal der får "eksperterne" til at spekulere i om Rudy Giuliani eventuelt er ved at vælge at spring Iowa Caucus over - præcis som John McCain gjorde i 2000.

Hos Demokraterne er det John Edwards der med 29 % tager føringen, foran Barack Obama med 23 % og Hillary Clinton med 21 %. John Edwards har besøgt Iowa utallige gange siden 2004 og Demokraterne i staten har et meget positivt indtryk af partiets sidste vicepræsidentkandidat, 79 % har et positivt indtryk af Edwards, mens kun 18 har et negativt indtryk. De tilsvarende tal for Hillary Clinton er 66 % for, 31 % imod.

Der er også gode nyheder til Guvernør Bill Richardson fra New Mexico der for første gang kommer i "double-digits". Efter en massiv tv-kampagne og flere besøg får han 10 % i målingen, den første udover de tre frontrunners og Al Gore der har kunne tiltrække så meget støtte.

Se hele målingen her.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvis jeg kunne ville jeg advare Guiliani og andre håbefulde om at skippe Iowa (og New Hampshire) til fordel for alle de store stater, der kommer i ugerne efter.

På trods af at de to stater kun godt og vel udgør 1 % af de samlede delegerede er det momentum der kommer ud af gode resultater i Iowa og NH i form af massiv mediedækning med vinder/taber fremstillinger ikke til at komme uden om.

John Kerry vandt nomineringen i 2004 alene på baggrund af sin førsteplads i Iowa.

Og så synes jeg efterhånden der bliver længere og længere mellem indlæggene på denne ellers udmærkede blog.

Henrik Hansen sagde ...

Nu skriver jeg det så. Jeg kan ikke forstille mig en mere kedelig valgkamp end en mellem Romney og Edwards. Så det har jeg faktisk troet i stykke tid, at det hele ville ende op med. Slutkampen er tit ret trist i den amerikanske præsident-valgkamp.

Edwards kan så blive en udemærket præsident men et festfyrværkeri er han ikke.

Peter Løhmann sagde ...

Uffe, er din sammenligning med 2004 ikke forkert, i og med at der er vendt op og ned på kalenderen med primærvalg denne gang? De store stater har flyttet deres primærvalg frem til meget tæt på Iowas og New Hampshires, hvilket vil uvægerligt vil svække disse to små staters betydning og indflydelse?

Anonym sagde ...

Ugle, erfaringer viser at rigtig mange primærvalgsvælgere træffer deres endelige valg meget sent i forløbet. Derfor er det stadigt enormt vigtigt med det tidlige momentum som sejre i Iowa og NH giver, selvom de store stater har rykket primærvalgene frem.