2.12.06

Kold krig i Kalifornien mellem Pelosi og Harman

Den kommende Speaker Nancy Pelosi valgte i går at udpege kongresmedlem Silvio Reyes fra Texas til formand for efterretningsudvalget. Det var ellers kongresmedlem Jane Harman fra Californien der havde anciennitet til at lede udvalget, men de to kvinders forhold kan nok sammenlignes med det forhold som Pia Kjærsgaard har til Marianne Jelved.

Men sådan har det ikke altid været, da Jane Harman forlod Repræsentanternes Hus for at stille op til guvernør i 1998 holdt Nancy Pelosi fest for hende (nej, ikke sådan en fest hvor man ønsker folk hen hvor peberet gror, men en rigtig fest) og to år senere da Pelosi stillede op til minority whip arrangerede Harman en fundraiser for hende i Los Angeles der indbragte 400.000 $.

Nu taler de to kvinder sjældent sammen, ikke fordi de har haft et stort opgør på et tidspunkt, men fordi en masse små ting og sager har udviklet sig til bittert had. Det startede da Californien i 2001 tegnede nye kongresdistrikter, Jane Harman ønskede at hendes distrikt skulle inkludere Los Angeles International Airport (LAX), mens Pelosi mente at Harman skulle være tilfreds med at hendes distrikt allerede var blevet gjort til et sikkert demokratisk distrikt. En lille ting, men på et punkt minder Nancy Pelosi om republikanerne eller i hvert fald om det republikanske partilogo, hun husker nemlig som den elefant. Nogle mennesker vil kalde det at bære nag, mens andre kalder det loyalitet. Man så senest hvordan Pelosi forsøgte at gengælde John Murthas støtte til hende ved at gøre ham til majority whip på trods af Steny Hoyer havde stort flertal i gruppen.

En af dem der gerne ville udtale sig om Pelosi er et tredje californisk kongresmedlem Anna G. Eshoo, der understreger pointen om at man ikke skal forsøge at løbe om hjørner med den nye Speaker:
"People are going to do what they're going to do. But anyone who underestimates Nancy Pelosi does so at her own risk."

De to har også været uenige om politik eller om kommunikationen af politik, hvor Pelosi ikke mente at Harman udnyttede sin plads i Efterretningsudvalget godt nok til at angribe Præsident Bushs Irak-politik. Jane Harman, er politisk mere moderat eller midtersøgende end Pelosi og så er hun også jøde og har tætte forbindelser til den jødiske lobbyorganisation AIPAC der ikke er helt ”comme il faut ” på den demokratiske venstrefløj.

Der er tale om to forskellige politiske stilarter, Nancy Pelosi kan betegnes som en folkelig Ritt Bjerregaard-type der er god til at aflæse mennesker, mens den mere Jane Harman er en mere reserveret detaljeorienteret type ligesom Pia Gjellerup (men med en anelse bedre sans for tøj og hår).

Andre spekulerer i om Nancy Pelosi tidligere følte sig truet af at Jane Harman kom mere i de nationale medier end hun gjorde da hun var minority leader. Jane Harman var som sagt formand for Efterretningsudvalget og blev ofte brugt af de nationale tv-kanaler i den funktion. Harman tre gange så ofte som Pelosi. Den beskyldning bliver naturligvis afvist af Pelosis folk der siger at hun ikke var utilfreds med at Harman kom i tv, men at hun ikke fik demokraternes Irak-budskab ordentligt ud.

De har også en forskellig historie inden de kom i kongressen, på trods af at de begge er opvokset i velstand og har giftet sig til enorm rigdom.
Jane Harman, født 1945, har nok aldrig haft et materielt behov for at arbejde, men hun har alligevel en flot civil karriere – hun er jurist fra Harvard, har arbejdet både som staffer i kongressen og for Carter i Det Hvide Hus inden hun blev privatpraktiserende advokat og endelig valgt til kongressen i 1992. På den anden side har man så Nancy Pelosi, født 1940, der opfostrede fem børn som hjemmegående husmor, mens hun havde politik som en fritidsinteresse indtil hun blev valgt til kongressen i 1987.
Det er ikke svært at forestille sig at der kan komme en del bitterhed ud af en kommentar om f.eks. husmødre, men det har jeg naturligvis intet belæg for at sige. Forholdet mellem de to kvinder hører til blandt de absolutte tabuer i Washington hvor ingen har lyst til at stille sig imellem verdens mest magtfulde kvinde og hendes ikke helt så magtfulde rivalinde.

Jeg indrømmer dog gerne at jeg helst havde set Jane Harman havde fået udvalget, men jeg er nok også en anelse ramt af at jeg ikke bryder mig et hak om Pelosi.

Kilde1: Los Angeles Times
Kilde2: Newsweek
Kilde3: USA Today
Baggrund: Nancy Pelosi
Baggrund: Jane Harman

Ingen kommentarer: