Hele interviewet kan læses her, men som en særlig service til læserne af denne blog som har evt. problemer med det engelske eller bare er for dovne er her min egen uautoriserede oversættelse.
George Allen bliver ofte sammenlignet (på godt og ondt) med den nuværende commander-in-chief (George W. Bush) men den republikanske senator fra Virginia ser sig selv mere i tråd med en anden republikansk præsident - Ronald Reagan.
Allen mødte Reagan første gang i 1966, det år havde Reagan lige vundet sit første guvernørvalg i Californien og Allens far var lige blevet ansat som cheftræner for Los Angeles Rams (altså længe før de flyttede til St. Louis i Missouri, dtg). Reagan besøgte Rams træningsanlæg og selv efter Allen-familien flyttede til Virginia så Far Allen kunne passe jobbet som cheftræner for Washington Redskins, var sønnen stadigvæk fascineret af the Great Communicator.
George Allen sammen med sit politiske forbillede præsident Ronald Reagan. Billedet er muligvis fra George Allens tid som medlem af delstatsparlamentet."Jeg kunne godt lide hans optimisme og selvfølgelig kunne jeg lide hans politiske filosofi og hans ideer. Jeg kunne rigtig godt lide hans personlighed." forklarede Allen i løbet af det en time lange interview der foregik på Allens kontor.
"[Reagan] was one who very much embodied Jeffersonian principles facing the challenges of his time."
Allen håber at republikanske primærsvalgsvælgere i 2008 vil finde mange af de samme Jefferson'ske værdier i ham, En tilbagevenden til Reagan mere end bare fire år mere med endnu en republikanerne ved navn George.
Stilmæssigt og filosofisk er der ikke nogen tvivl om at Allen ligner præsident Bush, men han er også opmærksom på at påpege at han på flere områder har været uenig med den nuværende administration, bl.a. omkring krigen i Irak.
Allen var tilhænger af at man havde haft valg tidligere og han sagde "Ingen kan lide at være besat - det er den menneskelige natur." Han tror at hvis man havde holdt valg tidligere ville "hele denne proces med selvstyre have været bedre.".
Han sagde også at han havde været uenig med Bush-administrationen med den indledende strategi i forhold til at uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker, hvor man holdt instruktører og dem der skulle trænes adskilt. "Det bliver mere effektivt hvis at man bor sammen med de mennesker man uddanner" sagde Allen. "Det er meget mere besværligt, det er meget farligere og det kræver en speciel person at være i stand til at gøre det på den måde, men jeg tror vi ville have trænet langt flere irakere til sikkerhedsstyrkerne."
Allen fortsatte dog med at anerkende Det Hvide Hus for at have indset dette problem og ændret den måde hvorpå amerikanske styrker træner de irakiske tropper.
Han er fortsat en stærk tilhænger af krigen og hele Krigen mod Terror og han afskriver demokratiske kritikere med det ofte gentagede mantra: "Bagklogskab er IKKE en strategi." Allen har en tilbøjlighed til partipolitisk retorik, men han bliver sjældent stemplet som en negativ politiker på grund af hans nedtonede stil og positive adfærd.
Det ene sekund afviser Allen de Demokrater der mener at amerikanske tropper skal hjem her og nu som "tucking tail and running and clearly losing. (stikker halen mellem benene, dtg)" men efterfølgende er han hurtig til ikke at skære alle Demokrater over en kam - "Jeg forsøger ikke at sige alle demokrater, de skal kvalificere sig."
Den tidligere demokratiske leder i senatet Tom Daschles (D-SD), der i 2004 tabte til John Thune er ifølge Allen "en lektion i politik" og faren ved den opstruktion af arbejdet med at udnævne dommere som republikanerne mente at Daschle stod for.
(Allen var med til at sørge for den republikanske sejr som formand for the National Republican Senatorial Committee). Demokratiske senatorer har ifølge Allen lært af Daschles nederlag og påpeger at flere demokrater stemte for Samuel Alitos udnævnelse til Højesteret i stedet for at gå med på de demokratiske lederes forsøg på at filibuste udnævnelsen.
Blandingen af partipolitik og populisme har virket for Allen igennem hele hans politiske karriere. Allen påpeger ofte at han har været valgt til delstatsforsamlingen i Virginia i samme valgkreds som Thomas Jefferson i sin tid stillede op i.
Efter næsten ti år i delstatsforsamlingen (Virginia House of Delegates) stillede Allen i 1991 op til et suppleringsvalg til kongressen i Virginias 7. kongresdistrikt. Året efter blev Allen presset ud af kongressen da en demokratisk valgkredsreform betød at han ville skulle stille op i det samme distrikt som kongresmedlem Tom Bliley (R). Allen valgt ikke at udfordre partifællen og valgte i stedet at stille op til guvernørvalget i 1993.
Han mødte statens justitsminister Mary Sue Terry (D), der startede valgkampen som favorit. Allen pryglede hende med 58% mod 41%.
I Virginia kan guvernøren kun sidde en periode og Allen begyndte straks at planlægge en udfordring af statens demokratiske senator Chuck Robb. Chuck Rob var blevet ramt af nogle politiske skandaler i starten af 90'erne og kunne ikke stille noget op imod den populære Allen der førte valget i 2000 fra start til slut, og endte med at sejre med 52% mod 48%.
Eftet at have været formand for the National Republican Senatorial Committee op til 2004-valgene begyndte Allen at overveje at stile op til præsident i 2008. Blandt andet ved at ansætte den republikanske valgkampsstrateg Dick Wadhams som sin Chief of Staff. Wadhams havde forinden styret senator John Thunes (R-SD) valgkamp til sejr over Daschle.
For at vinde nomineringen i 2008 bliver Allen nødt til at overbevise de konservative om at han er en fornuftig budbringer af deres politiske dagsorden. En af hovedlinierne i Allens politiske filosofi er at den ikke har rod i sociale eller kulturelle spørgsmål, hvilket er i modsætning til de konservative vælgerne i bl.a. Iowa og South Carolina .
Allen blev spurgt om at definere konservatisme: "Stol på frie mennesker og frie markeder i modsætning til en stat der blander sig og bliver en byrde.", han tilføjer at "arv" og "tradition" også er vigtige dele af hans konservatisme, men han kritiserer dem i hans parti der ikke ønsker forandring. "Jeg mener at der er brug for innovation, tilpasning og forbedring." og tilføjede "Man må ikke gå i stå."
Der er ingen tvivl om at skatte- og udgiftspolitik (tax and spending) er det der driver Allens politiske liv. Allen er stor tilhænger af line-item veto (der betyder at præsidenten kan nedlægge veto over dele af et lovforslag og dermed fjerne nogle af de "riders", dvs. de ekstraudgifter som politikere hæfter på lovforslag), den magt havde han som guvernør i Virginia og han er desuden en stor tilhænger af præsident Bushs skattelettelser.
Allen er ikke bange for at gå mod den generelle konsensus på skatteområdet. Han mener fortsat at den skattestigning som guvernør Mark Warner stod i spidsen for var forkert, på trods af alle de positive ting som efterfølgende blev sagt om Warner. "Hvis du ser på det overskud som Virginia har nu, så mener jeg at det tyder på at tidligere guvernør Doug Wilder (D) og jeg havde ret. Den store, massive skattestigning var ikke nødvendig." sagde Allen.
George Allen sammen med Mark Warner, to tidligere guvernører fra Virginia der begge gerne vil være præsidenter.Det bedste eksempel som Allen kan give på denne konservatisme baseret på fri markedsøkonomi er (du gættede det) ingen anden end Ronald Reagan. Om republikanske primærsvælgere så ser Allen som Reagans arvtager er endnu ikke bevist. Men det er sikkert at Allen vil forsøge at følge Reagans vej på vej mod præsidentposten.
Når Allen bliver spurgt ind til sine præsident-forhåbninger siger han at han er blevet opfordret af mange mennesker til at stille op, bl.a. en række veteraner fra Reagan-administrationen. "Man ved aldrig hvad der sker i fremtiden, men uanset hvad jeg laver vil jeg tale for common sense, jefferson'ske konservative principper." sagde han.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar