Isolationism 1.0

I dagens udgave af gratisavisen MetroXpress kan man på debatsiderne læse et indlæg af Mads Reinholdt under overskriften ”George W. Bush er stadig isolationist”.

Ifølge læserbrevsskribent Reinholdt skulle præsidentens to udnævnelser af henholdsvis FN-ambassadør Bolton og verdensbankschef Wolfowitz være udtryk for isolationisme. Det er det efter min bedste overbevisning ikke.

Isolationisme hentyder i amerikansk politisk historie til primært to perioder. Den første periode lige efter uafhængigheden hvor Præsident Washington havde advaret mod at indgå i tætte alliancer med de europæiske magter. USA havde styrke nok til at forsvare sig selv og der ville kun komme skidt ud af at blande sig i de europæiske krige.
Den mest kendte erklæring fra denne periode er naturligvis Monroe-doktrinen fra 1823 hvor amerikanerne meget tydeligt fortæller europæerne ”stay the fuck outta our hemisphere!”

Men i politisk sammenhæng er isolationisme sammenhængende med perioden før 2. verdenskrig. Efter succesfuld deltagelse i første verdenskrig hvor USA trådte ind på verdensscenen som en supermagt lykkedes det Senatet at forkaste Præsident Wilsons fredsplan og USA's deltagelse i League of Nations. Det var republikanerne som ledede kampen mod den amerikanske involvering i verden, navne som Senatorerne George Norris (R-NE), Henry Cabot Lodge (R-MA) og Robert M. La Follette (R-WI) var dem som man forbandt med isolationisme.

Som politisk sag døde isolationisme den 7. december 1941, den dag japanerne smed et ordentligt læs bomber over den amerikanske flådebase på Hawaii. Siden har USA deltaget i internationalt forpligtende samarbejde i mere end 50, bl.a. som grundlægger af FN.