25.8.05

Dante og Dante

Mine gode venner Kasper Hyllested og Katrine Lester blev søndag morgen forældre til Dante Lester Hyllested, og i den anledning blev David Troels Garbys College Tuition Fond indstiftet der forhåbentlig skal assistere den lille knægt i at komme på Harvard, Ole Miss’ eller Notre Damre når han bliver gammel nok.

Der er kun et medlem af den amerikanske kongres der har båret navnet Dante, Demokraten Dante Bruno Fascell der i næsten 40 år repræsenterede Dade County i Florida, og blev kendt som formand for Repræsentanternes Hus Committee on Foreign Affairs fra 1983 til 1992. Han modtog The Presidential Medal of Freedom, den højeste civile udmærkelse af Præsident Bill Clinton i 1998 for modighed i både krig og fred.

Dante Fascell blev født den 9. marts 1917 i Bridgehampton på Long Island i New York, men flyttede allerede som barn til The Sunshine State. I 1938 blev han jurist fra University of Miami og efterfølgende deltog han i 2. Verdenskrig, både i Nordafrika og på Sicilien.

Han blev valgt til kongressen i 1954, Floridas kongresdelegation var på det tidspunkt steget fra seks til otte medlemmer (mod i dag 25), og i 1956 nægtede han at skrive under på The Southern Manifesto, der opponerede mod integrationen af sorte og hvide i skolerne. The Southern Manifesto blev underskrevet af 19 senatorer og 77 demokratiske kongresmedlemmer fra sydstaterne. Fascell var den eneste demokrat ud af de syv fra Florida der ikke underskrev dokumentet.

Igennem sine 38 år i kongressen var han valgt fra 4 forskellige distrikter (4., 12., 15. & 19.) der alle dækkede et stadigt mindre men tættere befolket område nord for Miami.

Som formand for udenrigsudvalget var han bl.a. med til at sikre cubanske flygtninge der flygtede fra kommunismen ophold i Florida.

Dante B. Fascell døde i 1998!

Ingen kommentarer: