Amerikansk politik: Ny præsident kan findes i en massespurt

Der er stadigvæk mere end tre år til at afløseren til Præsident Bush skal findes, men allerede nu er mulige bejlere til posten i gang med at positionere sig som deres partis kandidat til posten. ´

Det er allerede sikkert at Vicepræsident Cheney (R-WY) ikke er kandidat til posten og det skaber en historisk situation hvor begge partier skal finde kandidater som ikke er enten en siddende kandidat eller en vicepræsident der stiller op til posten. Sidste gang det var tilfældet var i 1952 da republikanerne opstillede General Dwight Eisenhower og demokraterne stillede med Guvernør Adlai E. Stevenson fra Illinois.

Det betyder i første omgang at primærvalgene bliver mere ensidige i forhold til hvem der deltager, tidligere har midtervælgerne overvejende deltaget i de primærvalg hvor der var mest spænding om udfaldet, de vil nu deltage i dem de ligger tættest oppe af.
Dybt subjektivt er det mest interessante valg hos republikanerne som må anses som favoritter til at genvinde magten, de har flest penge, den bedste organisation og har fundet en vindende politisk formel der har givet partiet en fordel i forhold til demokraterne, yderligere har befolkningsudviklingen flyttet valgmandsstemmer fra de traditionelle demokratiske "strongholds" i nordøst (New York, Massachusetts og Connecticut) og det industrielle midtvesten (Michigan, Pennsylvania og Ohio) og flyttet dem til de traditionelle konservative, republikanske stater i syd og sydøst (Florida, Texas og Arizona).

Med lidt god vilje er kandidatfeltet til præsidentposten på omkring 200 personer som vil kunne have en chance, 100 senatorer, 50 guvernører samt ministre, kongresmedlemmer, tidligere generaler eller store mediepersonligheder. Men som i de store etapeløb er chancen for at holde hele vejen indskrænket til at det er omkring 25-30 personer som har en reel mulighed for at blive præsident.

På nuværende tidspunkt har to meldt sig uinteresseret i posten som præsident, udover Dick Cheney er det den meget oplagte Florida-guvernør der har vist som en utrolig stærk "campaigner", et godt overblik i krisesituationer og så har han et stort og loyalt netværk, det er naturligvis præsidentens lillebror Guvernør Jeb Bush (Jeb er en forkortelse af mandens fulde navn John Ellis Bush - måske skulle jeg kalde mig DTG Garby), Jeb Bush svækkes en smule af at han er katolik lige som hans frue, og det er der nok stadigvæk nogen i det hvide, protestantiske parti der finder det anstødeligt (papisteri - ad!).
Yderligere to populære guvernører er på forhånd frataget muligheden for at deltage, Californiens Arnold Schwarzenegger og hos demokraterne er Michigans Jennifer Granholm udelukket, han er fra Østrig og hun er fra Canada.
To andre guvernører har på nuværende tidspunkt erklæret at de under ingen omstændigheder er kandidat, det drejer sig om Bill Owens fra Colorado og Mark Sanford, South Carolina.

Hos republikanerne er den tidlige favorit Senator William Frist fra Tennessee, Bill Frist er flertalsleder, den politiske leder af den republikanske gruppe og det har han været siden han overtog jobbet i 2002 efter Trent Lott fra Missisippi. Det har givet ham en national profil og gjort ham kendt som en fremragende lovgiver, men han er ikke umiddelbart en der begejstre græsrødderne i partiet.

En der til gengæld kan begejstre er Senator John McCain fra Arizona, præsidentkandidat i 2000 som siden har fået berømmelse som en pragmatisk politiker der har kunne arbejde med både demokrater og republikanere også når det drejer som om kontroversielle emner som Campaign Finance Reform og militæret. Senator McCain har ikke umiddelbart alderen med sig, han har for længst passeret de 60, men det var hverken et problem for Reagan eller Bush #41.

En der også har en stor national profil er udenrigsminister Condeleeza Rice, født i Alabama, uddannet i Colorado og tidligere rektor på Stanford University i Californien som hun betegner som hjem. Hun har aldrig været opstillet til et valg og tanken om en sort, kvinde som bannerfører for det republikanske parti er om end ikke komisk så en smule langt ude. Udover Rice er den eneste anden fra administrationen der kunne overvejes i denne sammenhæng Tom Ridge, den tidligere guvernør fra Pennsylvania er måske ikke frontrunner men et godt bud på en vicepræsident.

En anden der allerede er i gang med at føre kampagne er Guvernør Milt Romney, Massachusetts, søn af en anden tidligere Guvernør, George Romney, Michigan. Sønnen fik sit nationale gennembrud da han i 2002 fik de Olympiske Vinterlege i Salt Lake City på skinner. Han blev guvernør samme år og er derfor på genvalg i 2006 og allerede det kan blive for stor en udfordring, meningsmålingerne viser at den demokratiske højborg efter mange år uden, er stemt for en demokratisk guvernør. Rygterne har allerede sendt Præsident Bush' stabschef Andrew Card tilbage til The Bay State fordi man regner med at han vil have større chance for at holde staten på GOP-hænder.

Det er den samme udfordring der står i vejen for den moderate Guvernør George Pataki, New York, som er bagud i meningsmålinger om at genvinde guvernørpalæet i Albany. Det, og det faktum at han ikke er hardcore abortmodstander eller våbentilhænger kan gøre det umuligt at vinde primærvalgene andre steder end i New York.

Der er yderligere et par guvernører der nævnes i denne sammenhæng, Arkansas' Mike Huckerbee, Marylands Bob Ehrlich, Minnesotas Tim Pawlenty og Missisippis Haley Barbour som af flere kommentatorer nævnes som det republikanske primærvalgs Dark Horse.

Yderligere kan man i de amerikanske senat finde en række potentielle kandidater, først og fremmest ambitiøse George Allen fra Virginia, Rick Santorum fra Pennsylvania, Arnie Vinnick fra Californien og Chuck Hagel fra Nebraska, fælles for dem alle er at de ikke har nogen national profil, at senatorer har en tendens til at tale "Christiansborg" og at de ikke ligesom guvernører kan tage credit for at have udrettet noget. Senator Elizabeth Dole fra North Carolina har tidligere forsøgt at blive opstillet til præsident og hun har været med til at vinde en nominering før, hendes mand er Clintons udfordrer fra 1996 tidligere Kansas-senator Bob Dole.

Repræsentanternes Hus er ikke repræsenteret stærkt i denne gennemgang, der går rygter om at Rep. Tom Tancredo fra Colorado overvejer at opstille, men det må anses som et meget optimistisk forsøg og jeg satser på at Denver Broncos vinder Champions League i fodbold før Tancredo vinder den republikanske nominering. Et tidligere kongresmedlem harr annonceret at han overvejer at stille op, tidligere Speaker Newt Ginchrich (Georgia) den store sejrherre fra midtvejsvalget i 1994. Men det minder mest om Tysons kamp mod McBride, et gammelt ringvrag der forsøger en sidste gang inden han bliver opslugt af historiebøgerne.

Sidste mand på listen er New Yorks tidligere borgmester Rudy Guliani, men efterhånden som tiden er gået siden 11. september er hans profil falmet og han levnes ikke de store chancer.
Top 10 over mulige republikanske kandidater ser derfor således ud:

Senator Bill Frist (TN)
Senator John McCain (AZ)
Senator George Allen (VA)
Guvernør Haley Barbour (MS)
Senator Rick Santorum (PA)
Guvernør Mike Huckerbee (AR)
Guvernør George Pataki (NY)
Senator Chuck Hagel (NE)
Guvernør Milt Romney (MA)
Secretary of State Condoleeza Rice (CA)

På den demokratiske side er mulighederne mere ensidige, her er spørgsmålet naturligvis om Hillary Rodham Clinton, tidligere førstedame og nuværende senator fra New York, stiller op, gør hun det er der næppe nogen tvivl om at hun vil snuppe nomineringen og jeg mener personligt ikke at hun har en ringere mulighed end John Kerry havde i 2004. Hun har et enormt godt netværk, Clinton-tiden huskes efterhånden af mange vælgere som gode gamle dage og hun er en glimrende taler. Mod hende taler naturligvis at hun er Hillary, hadet af højrefløjen, en eastcoast liberal og at kvinder stadigvæk ikke har fået samme gennembrud i politik som man har set i Europa. Hun vil have meget svært ved at tiltrække The NASCAR-vote, stemmerne fra hvide mænd i middelklassen. Til gengæld har hun ingen skeletter i skabet, Clinton-parret er gennemsøgt gennem snart 20 år og endnu har ingen fundet beviser på økonomisk fusk og bedrageri.
Om Hillary stiller op får vi nok først svar på efter tirsdag d. 7. november 2006, når det bliver klart om Hillary har genvundet sin plads i senatet.
Hvis Hillary taber i 2006 er det svært at forestille sig at hun stiller op i 2008, men jeg antager at det gør hun for at fortsætte artiklen og gennemgå det øvrige felt.

Her finder man først og fremmest de to navne fra stemmesedlen i 2004, John Kerry og John Edwards, ingen af dem spås nogen chance for at gøre forsøget om, John Kerry indtræder i det demokratiske historiebøger ved siden af George McGovern, Michael Dukakis og de andre tabere der fik et forsøg og tabte. John Edwards er blevet hårdt udskældt for sin manglende gennemslagskraft i valgkampen og uden en politisk platform er der svært at få den nødvendige støtte.

Fra 2004 kan også nævnes tidligere General Wesley Clark fra Arkansas, han har flitet med et muligt kandidatur til guvernørposten i hjemstaten, men det ser ud til at justitsminister Mike Beebe bliver den demokratiske kandidat. Wesley Clark vil igen forsøge at vinde det Hvide Hus, men hans noget magre udbytte i 2004 er ikke ligefrem det der styrker troen på en Clark-sejr i 2008.

Feltet hos republikanerne er i høj grad et billede på hvem partiet henvender sig til, hvide religiøse, men hos demokraterne er der anderledes mere kolorit på feltet. En af dem som ofte nævnes i denne sammenhæng er New Mexicos guvernør Bill Richardson, tidligere Secretary of Energy under Præsident Clinton og formand for det demokratiske konvent i Boston. På trods af sit meget angelsaksisk klingende navn har han som så mange andre amerikanere rødder i Latinamerika. Geografinørden vil her komme med en længere udredning om at New Mexico som en del af det hastigt voksende Southwest er et interessant område som demokraterne gennem befolkningsudviklingen er kommet tættere på at vinde og som kan opveje nogen af de valgmandsstemmer som partiet har mistet i norden.

I samme område kan naturligvis nævnes Arizonas guvernør Janet Napolitano som en mulig kandidat, hun er en stærk moderat der har formået at vinde flere valg i den konservative stat.
Et longshot ville det være hvis Montanas nyvalgte guvernør Mark Schweitzer komme til at spille en rolle, men en demokrat der kan vinde i Montana må kunne nogen tricks.

Blandt de demokratiske guvernører nævnes også Tennessees Phil Bredesen, Travis Henry fra Oklahoma, Kathy Sebelius fra Kansas og Mark Warner fra Virginia. Fælles for dem alle er at de kommer fra syden og dermed repræsenterer områder hvor demokraterne står svagt, og deres tilstedeværelse i kapløbet er for deres vedkommende et udtryk for en strategi der i højere grad er udtryk for geografi end for politik. Mark Warners tid som guvernør udløber i 2005 og han vil defor være uden platform i tre år, men det skræmmer åbenbart ikke. Han har været nævnt som en mulig kandidat til Senatet i '06 men har valgt at fokusere udelukkende på præsidentvalget.

En der ofte er blevet nævnt som en mulig præsidentkandidat er Iowas guvernør Tom Vilsack, han er den nuværende længst siddende demokratiske guvernør og vil have fordelen af at den første caucus (primærvalg kun for parttimedlemmer) foregår på hans hjemmebane, den samme fordel havde Senator Tom Harkin (D-IA) i 1992, men der lykkedes det alligevel en forholdsvis ukendt guvernør fra Arkansas at vinde nomineringen.

I senatet er de interesserede først og fremmest Evan Bayh fra Indiana, han lurepassede i 2004 med en påstand om at han ville have tid til familien, konen og de to tvillingedrenge, familien er åbenbart ikke så vigtig længere og Evan Bayh vil være et godt bud på en Præsident. En populær tidligere guvernør fra en konservativ stat i Midwest, politisk innovativ men ikke den store folkeforfører, han minder i profil lidt om daværende Senator Al Gore da han repræsenterede Tennessee. Han holdt en meget lidt mindeværdig hovedtale på det demokratiske konvent i 1992.

Han bliver nogen gange omtalt som The Senator of MNBA, USA's svar på Acceptcard, fordi de har hovedsæde i Delaware som Senator Joe Biden har repræsenteret siden 1972, han er blevet kendt som ledende demokrat i udenrigsudvalget og har senest gjort sig bemærket da han opfordrede administrationen til at lukke Camp X-ray på Guantanamo. Han var en af de syv små dværge der kæmpede om opstillingen i 1988 men han trak sig ud af primærvalgene da det kom frem at han havde plagieret en tale direkte fra Neil Kinnock og havde smykket sig med eksamener han ikke havde.

En stor taler og en politisk superstjerne er til gengæld den nyvalgte Barack Obama fra Illinois, hovedtaleren fra konventet i 2004 er blevet en af de mest eftertragtede talere til fundraisere og han forstår at opildne græsrødderne. Hans chancer i et præsidentvalg må siges at være begrænsede, men han bliver en faktor - han er i øvrigt den i senatet der har den højeste approval rating: 72 % af vælgerne i The Land of Lincoln er tilfredse med deres freshman.

At det amerikanske senat er fyldt med mænd der higer efter mere magt er ingen nyhed, blandt dem der gerne vil være præsident kan nævnes Ben Nelson fra Nebraska, Russ Feingold fra Wisconsin og Herry Reid fra Nevada.
Der er også et par kvindelige senatorer udover Hillary, Arkansas' Blanche Lincoln og Louisianas Mary Landrieu er nok de bedste bud, men ingen af dem forventes at kunne samle den nødvendige støtte og må nok henvises til feltet af vicepræsidentkandidater hvis andre end Hillary vinder.

Ligesom hos republikanerne har demokraterne heller ikke nogen i feltet fra Repræsentanternes Hus, man kan dog ikke udelukke at en fra venstrefløjen vil forsmdøge at sætte en dagsorden i primærvalget, det forlyder også at en ung threeterm kongresmedlem fra Houston, Texas, Matt Santos, overvejer at stille op. Sidst et kongresmedlem vandt nomineringen var i 1908 da William Jennings Bryan fra Nebraska fik sit tredje forsøg og han tabte efterfølgende til William H. Taft.

Den demokratiske top 10 liste ser derfor således ud: